
EfB omstrukturerer i førsteholdets trænerteam
Esbjerg fB foretager ændringer i trænerteamet, hvilket betyder, at cheftræner Sancheev Manoharan stopper i klubben med øjeblikkelig virkning, mens der er dialog med assistenttræner Søren Pallesen om en anden rolle i den sportslige afdeling. EfB har en ny cheftræner på plads og forventer hurtigst muligt at kunne offentliggøre navnet.
Efter en periode med skuffende sportslige resultater har Esbjerg fB gennem de seneste uger analyseret situationen omkring førsteholdet, og det er nu mundet ud i, at cheftræner Sancheev Manoharan stopper efter gensidig aftale.
Samtidig stopper assistenttræner Søren Pallesen også på førsteholdet og vil de kommende dage have dialog med klubben om en mulig fremtidig rolle.
EfB har den nye cheftræner på plads og navnet offentliggøres snarest muligt.
Adm. direktør i EfB, Allan L. Agerholm, understreger, at beslutningen skal ses som resultatet af en samlet vurdering.
– Det er summen af flere forskellige komponenter, der gør, at vi står her i dag. Vi har gennem en periode ikke fået de sportslige resultater, som vi ønsker og har ambitioner om, og efter grundige drøftelser er vi enige om, at der nu er behov for nye øjne og fornyet energi omkring holdet.
– Det er vigtigt at understrege, at hele processen er foregået i en god og ordentlig tone. Vi har haft nogle åbne og ærlige samtaler med Sancheev, hvor det undervejs også har været et tema at fortsætte i EfB i en anden rolle, men vi er i fællesskab nået frem til, at dette er den rigtige løsning for alle parter, siger han.
Sportschef Sebastian Brydegaard fortæller, at ændringen sker med et klart sportsligt sigte.
– Vi har et hold og en trup, som vi tror på, og som vi mener rummer et større potentiale, end vores seneste resultater har vist. Derfor har vi vurderet, der er behov for nye impulser i det daglige arbejde og omkring holdet, så vi kan skabe ny energi og få udviklingen vendt.
– Sancheev har lagt et stort arbejde i EfB og har hver eneste dag arbejdet engageret og loyalt for klubben. Det fortjener respekt, og jeg vil gerne takke både ham og Søren for deres indsats. Nu er vores opgave at se fremad og skabe de bedst mulige forudsætninger for holdet, siger Sebastian Brydegaard.
Sancheev Manoharan er ærgerlig over, at tiden som cheftræner i Esbjerg fB slutter, men bakker samtidig op om beslutningen.
– Jeg er selvfølgelig både ærgerlig og skuffet over, at det ender her, for jeg har været utrolig glad for at være cheftræner i EfB. Når det er sagt, er jeg også indforstået med den situation, vi står i.
– I sidste ende handler det om klubben og om, hvad der er bedst for EfB. Derfor bakker jeg også op om den beslutning, vi i fællesskab er nået frem til. Jeg har hele vejen igennem haft en god, ærlig og ordentlig dialog med Allan og Sebastian, og det sætter jeg stor pris på.
– Jeg har haft en rigtig god tid i EfB, som er en fantastisk klub med mange mennesker, der brænder enormt meget for den. Jeg vil gerne takke spillerne, staben, medarbejderne og alle omkring klubben for samarbejdet og tiden sammen. Jeg er sikker på, at der venter en god fremtid for både holdet og klubben – og ikke mindst håber jeg, at fansene fortsætter den ukuelige opbakning, som betyder så meget for EfB, og som jeg har nydt, siger Sancheev Manoharan.
EfB siger tusind tak for indsatserne på førsteholdet til både Sancheev Manoharan og Søren Pallesen.
- 


