Herrer

EfB optimerer yderligere uden for banen: Nyt samarbejde med førende ernæringsekspert

I den benhårde jagt på at vende tilbage til toppen af dansk fodbold overlader Esbjerg fB intet til tilfældighederne, og vi har derfor indgået et strategisk partnerskab med professor og ernæringsekspert Arne Astrup, der skal sikre, at spillerne er optimeret ned til mindste detalje.

Marginaler afgør kampe, og i Esbjerg fB er jagten på disse marginaler nu intensiveret markant uden for kridtstregerne for med indgåelse af et samarbejde med professor Arne Astrup som ny ernæringsrådgiver, henter vi en absolut sværvægter ind for at skabe en afgørende konkurrencefordel.

Arne Astrup, professor, dr.med. og tidligere mangeårig leder af Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, fra 2020-2025 leder af ernæringsforskningen i Novo Nordisk Fonden, skal med sin specialiserede viden implementere en evidensbaseret ernæringsstrategi, der løfter spillernes fysiske og mentale præstationer til et nyt niveau.

Hans ekspertise bliver en fundamental hjørnesten i EfB’s sportslige setup, hvor målet er at give truppen de bedst tænkelige forudsætninger for at yde det maksimale på banen.

Allan L. Agerholm, adm. direktør i EfB, fortæller:

– Vi accepterer ikke status quo. Hver eneste dag arbejder vi målrettet på at forbedre alle aspekter af EfB – fra træningsbanen til bestyrelseslokalet, og ernæring er ikke bare en detalje; det er et fundament for elitepræstationer.

– Derfor er vi utroligt stolte over at kunne tilknytte en kapacitet som Arne Astrup. Hans viden er på et internationalt topniveau, og Arne kommer til at være afgørende for at flytte os markant.

– I toppen af moderne fodbold er det ikke nok at træne hårdt. Man skal træne klogt, spise klogt og restituere klogt. Med rådgivning fra Arne skaber vi en reel konkurrencefordel og sender et klart signal om, at vi er villige til at investere i alle de områder, der skal bringe EfB tilbage, hvor vi hører til.

Arne Astrup ser frem til at dele sine erfaringer med EfB:

– I eliteidræt er det ofte marginalerne der spiller en rolle for succes, og et optimalt ernæringsprogram er der voksende erkendelse af kan bidrage både til den fysiske og mentale præstationsevne. Vi ønsker at styrke spillernes fysiologi gennem en målrettet kostplan under træningen og op til kampene, så spillerne kan yde deres helt optimale indsats på banen. EfB vil løbende følge den nyeste forskning inden for området og implementere ny viden, der kan styrke spillerne.

Næste Hjemmekamp
mandag d. 1. september - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo