Førstehold

EfB sælger Mads Larsen til Silkeborg

Esbjerg fB og Silkeborg IF er blevet enige om betingelserne for et klubskifte, og Mads Larsen skifter dermed med øjeblikkelig virkning Blue Water Arena ud med JYSK park.

22-årige Mads Larsen har spillet sin sidste kamp for Esbjerg fB, idet midtbanespilleren har underskrevet en kontrakt med Silkeborg IF, der har købt ham fri med øjeblikkelig virkning.

Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen takker Larsen for indsatsen i EfB, og ønsker ham held og lykke fremover.

– Vi siger nu farvel til Mads Larsen, som igennem sit fodboldliv i EfB har gennemgået en stor udvikling fra at være ungdomsspiller til førsteholdsspiller og dernæst profil. Mads efterlader umiddelbart et sportsligt tomrum, men jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at vi har dygtige afløsere klar i truppen, som står klar til at gribe chancen, og det glæder jeg mig over. Derfor kan vi også være glade på Mads’ vegne over skiftet til Silkeborg, som har imødekommet vores betingelser, og vi ønsker ham alt det bedste i det næste fodboldkapitel, siger han.

Larsen, der kom til EfB i 2011 efter at have spillet i samarbejdsklubberne Andrup IF og Tarp B glæder sig til de nye udfordringer, men erkender, det bliver vemodigt ikke at skulle trække i den blå-hvide trøje igen.

– Jeg har haft mange gode år i EfB, som både ungdomsspiller og senior, så det er selvfølgelig specielt at tage videre fra et sted, hvor jeg har fået mindeværdige oplevelser på både godt og ondt. Når det så er sagt, så føler jeg tidspunktet er det rette nu, og jeg forlader et hold, som er et godt sted, og som jeg håber alt det bedste for fremover, siger han.

Mads Larsen nåede 112 førsteholdskampe for EfB med 12 mål til følge.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 22. februar - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo