Kampreferat

EfB sejrer fortjent i forrygende kulisse på Blue Water Arena

Esbjerg fB kom tilbage på sejrssporet i NordicBet Ligaen lørdag efter en flot præstation, der gav en fortjent 3-1-sejr over Vendsyssel FF. Andreas Lausen scorede to gange, inden Nicklas Strunck fulgte op.

Det var tre yderst velfortjente point til Esbjerg fB lørdag eftermiddag på Blue Water Arena, da holdet slog Vendsyssel FF med 3-1. EfB viste stærk moral og kom tilbage fra 0-1 takket været to mål af Andreas Lausen og et enkelt af Nicklas Strunck.

EfB-spillerne fik den bedste optakt til kampen, idet holdet gik på banen til en historisk flot udført tifo på hele Tage Sørensen-tribunen, der markerede 100 års historie, og således var rammen sat om en flot fodboldeftermiddag på Gl. Vardevej.

Kampen åbnede da også med et fremadspillende EfB-mandskab, der spillede friskt til fra første fløjt.

Holdet angreb lystigt over begge kanter, når mulighederne bød sig inden for de første minutter.

Vendsyssel-defensiven var dog bomstærk og god til at holde EfB fra de helt åbenlyse målchancer.

Nordjyderne forsøgte som tiden gik også at angribe og typisk med lidt mere primitive midler, hvor en lang bold blev sendt til duel.

Tobias Stagaard og Johan Meyer i EfB-defensiven stod dog godt imod i nærkampene centralt i banen, og kunne efterfølgende fordele boldene.

Efter 25 minutters spil opstod kampens første store chance.

Lucas From og Mikail Maden arbejdede godt sammen på kanten, inden førstnævnte fik sendt bolden ind i feltet.

Angrebet blev sluttet af 25-års fødselar Nicklas Strunck, der med en flugter forsøgte at score, men bolden gik et stykke over mål.

I det 37. spilleminut var EfB meget tæt på at bringe sig foran, da Mortensen gik til baglinjen og sendte en flad bold ind i feltet.

En Vendsyssel-spiller kom dog først på indlægget og fik clearet, men ikke længere væk end at Yacine Bourhane stod klar til at afslutte.

Skuddet fejlede ingenting, men stolpen kom i vejen for en ellers fortjent EfB-føring.

På det efterfølgende modangreb gjorde gæsterne det i stedet til 1-1, da udeholdet ud af ingenting slog til.

Et indlæg blev sendt i boksen, hvor en modstander mellem venner og fjender fik dirigeret bolden i nettet fra tæt hold.

EfB svarede dog hurtigt igen, og Andreas Lausen var således tæt på at udligne til 1-1 sekunder senere, men han måtte se sin hovedstødsafslutning tage overliggeren.

Et minut før pausen var midtbanespilleren dog anderledes skarp, da han på flotteste vis trak ind i banen og kanonerede bolden helt over i det modsatte målhjørne.

Der blev ikke scoret yderligere i første halvleg, og holdene kunne derfor gå i omklædningsrummene ved stillingen 1-1.

EfB kom forrygende godt ud efter pausen, og Tim Freriks var manden bag det første angreb, da han løb fra en modstander og fik afsluttet.

Målmanden parerede forsøget lige ud i feltet, hvor Lausen kom løbende, men lige akkurat ikke kunne nå den.

Efter 52 minutters spil var Lausen dog på plads, da han gjorde det til 2-1 til EfB.

From blev sendt afsted på den ene kant, og han satte straks fart på, indtil feltkanten blev nået.

Herfra spillede den vakse offensivspiller bolden på tværs til Lausen, der tæmmende bolden, tog et træk og efterfølgende hamrede den i nettet.

Føringen skulle dog vise sig at blive udbygget yderligere blot fire minutter senere.

Denne gang var Lausen i oplæggerens rolle, da han sendte et indlæg i feltet, som Strunck kom over først og elegant fik lagt forbi Vendsyssel-målmanden.

Efter 67 minutters spil foretog cheftræner Lars “Lungi” Sørensen de første ændringer, da Benjamin Hvidt og debutant Peter Bjur afløste Strunck og From, der begge havde leveret varen.

De faldt begge godt ind på et i forvejen stærkt spillende EfB-mandskab, der lystigt fortsatte med at angribe.

Udeholdet lykkedes ikke med meget fremadrettet spil, og kampen syntes afgjort efter EfB’s tredje scoring.

Vendsyssel var derfor aldrig rigtig i nærheden af at skabe spænding om udfaldet, og symptomatisk for kampen var det da også EfB, der var tættest på den femte scoring.

Bjur afsluttede nemlig en tværgående aflevering på flotteste vis, men måtte se overliggeren komme i vejen for en scoring i sin første kamp for EfB.

I de afsluttende minutter var indskiftede Elias Andersen også tæt på at udbygge føringen, men bolden ville ikke ind, og derfor måtte EfB nøjes med en fuldt fortjent sejr på 3-1.

EfB spiller igen allerede onsdag aften på udebane mod Kolding IF.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 19. oktober - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo