EfB sejrer sikkert over Frem
Der var ingen slinger i valsen for Esbjerg fB søndag, da holdet hjemme på Blue Water Arena gjorde rent bord mod BK Frem. Nicklas Strunck og Emil Holten sørgede for en fortjent 2-0-sejr.
Esbjerg fB fik en forrygende start under Lars “Lungi” Sørensen som cheftræner, idet holdet styrede begivenhederne søndag eftermiddag mod BK Frem fra start til slut og helt fortjent vandt med 2-0. Nicklas Strunck og Emil Holten scorede målene i anden halvleg.
Holdene brugte kampens indledning på at se hinanden an, hvilket resulterede i en del spil på midten af banen.
Stille og roligt overtog EfB dog som ventet initiativet, og efter godt 10 minutter kom Elias Sørensen til den første, fine mulighed.
Mads Larsen, Marcus Hansen og Jonas Mortensen kombinerede sig flot igennem i højre side af banen, hvilket til sidst gav sidstnævnte mulighed for at slå en bold ind i feltet.
Sørensen var først på den, og fik afsluttet, men der manglede saft og kraft, og Frem-målmanden kunne samle op uden det store besvær.
Selvom EfB havde det spillemæssige overtag kneb det med for alvor at få skabt de åbenlyse muligheder, fordi Frem stod kompakt i bagkæden.
Gæsterne fra Valby viste første gang tænder knap midtvejs i første halvleg, da EfB ikke fik clearet en bold.
Det gav en omstilling imod, som Frem til sidst afsluttede fra 18 meter. Heldigvis gik bolden en meters penge forbi fjerneste opstander.
Kort efter fik Sørensen atter en god mulighed for at bringe EfB foran med 1-0, da han fri i feltet fik en chance for at styre et frispark fra Jesper Lauridsen i mål, men igen var målmanden på plads.
Andreas Troelsen ville også forsøge, som da han via godt samarbejde med Nicklas Strunck bragte sig selv i en favorabel skudposition.
Backen brød en bold oppe i banen, og gik med frem, men hans afslutning fra kanten af feltet sneg sig lige forbi stolpen.
I første halvlegs sidste spilleminut kom EfB så tæt på scoring, det kunne lade sig gøre, da en afslutning fra spids vinkel af Hansen blev sparket væk på stregen af en Frem-forsvarer.
Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen foretog ingen ændringer i pausen.
EfB kom godt ud, og fortsatte initiativet som det spildominerende og angribende hold som i størstedelen af de første 45 minutter.
I løbet af det første kvarter lykkedes det at skabe adskillige fine muligheder, men hver gang manglede det sidste, når arbejdet skulle gøres færdigt.
I det 64. spilleminut ville Strunck det dog anderledes, da han sparkede mål fra 20 meter.
Bolden havde den helt rette præcision, og kurvede flot gennem venner og fjender i feltet og over i det fjerneste sidenet til stor forløsning for EfB-holdet, der stimlede sammen i en stor jubelscene.
Scoringen kastede kortvarigt en grad af panik ned over EfB, der begik en stribe uprovokerede fejl med bolden.
Det gav Frem noget hele og halve muligheder i og omkring feltet og blandt andet et hjørnespark.
Defensiven stod dog godt sammen, og fik rettet op, når det havde en grad af alvorlighed over sig.
EfB stod dog stærkest i billedet, og som holdet der turde og kunne gå efter den anden scoring.
Den lod vente på sig, men i kampens sidste minut blev det 2-0.
En bold blev brudt langt fremme, og indskiftede Steven Simpson fik den serveret i den ene side.
Han sendte bolden retur ind i feltet, hvor der efter lidt klumpspil opstod en skudchance til en anden indskifter i form af Emil Holten.
Angriberen afsluttede flot fra en spids vinkel, og scorede sikkert.
Dermed forsvandt al spænding om slutresultatet, og EfB vandt fortjent med 2-0 foran 1.733 tilskuere.
EfB spiller igen lørdag d. 1. april på udebane mod Thisted FC.
Resultat:
Esbjerg fB – BK Frem 2-0 (0-0)
Målscorere:
64’ 1-0 Nicklas Strunck
90’ 2-0 Emil Holten
Startopstilling:
1 Lukas Jonsson
2 Jonas Mortensen
22 Isak Olafsson
6 Jesper Lauridsen
5 Andreas Troelsen
24 Hans Høllsberg
19 Nicklas Strunck
8 Mads Larsen
18 Marcus Hansen
21 Leonel Montano
9 Elias Sørensen
Indskiftninger:
65’ Tobias Bjørnebye (Hans Høllsberg)
81’ Daniel Thøgersen (Tobias Bjørnebye)
81’ Steven Simpson (Leonel Montano)
84’ Emil Holten (Elias Sørensen)
Tilskuertal:
1.733