
EfB siger farvel til fem spillere inden sidste hjemmekamp
Inden sæsonens sidste kamp fløjtes i gang søndag siger Esbjerg fB på banen foran publikum pænt farvel Richmond Gyamfi, Kasper Kristensen, Robby McCrorie, Alexander Ammitzbøll og Waylon Renecke.
Kort inden kampstart søndag kl. 15.00 mod Lyngby BK tager Esbjerg fB pænt afsked med Richmond Gyamfi, Kasper Kristensen, Robby McCrorie, Alexander Ammitzbøll og Waylon Renecke, der alle har kontrakter, som udløber når juni bliver juli, og derfor skal have velfortjente klapsalver med på vejen videre i de respektive karrierer.
Kasper Kristensen fortsætter sin karriere hos Vejle BK, mens lejeaftalerne med Richmond Gyamfi, Robby McCrorie og Waylon Renecke fra henholdsvis AGF, Kilmarnock FC og F.C. København udløber, mens Alexander Ammitzbøll har kontraktudløb.
Sportschef Sebastian Brydegaard takker alle fem for indsatserne, og sender dem videre med pæne ord:
– Fælles for alle fem spillere er, at de hver især har bidraget til EfB på deres egen måde, og at de har været en del af en sæson, hvor vi som klub har flyttet os i den rigtige retning. Nogle har været her i længere tid, andre i kortere forløb eller på lejeaftaler, men fælles for dem alle er, at de hver især er mødt ind med en professionel tilgang og været en del af omklædningsrummet og hverdagen omkring holdet. Det skal de have stor tak for. Vi ønsker Richmond, Kasper, Robby, Alexander og Waylon alt det bedste i deres videre karrierer, og vi håber, at de tager gode minder med sig fra tiden i EfB og på Blue Water Arena.
- 


