EfB sikkert videre i pokalturneringen efter storsejr
Esbjerg fB spillede sig sikkert videre i Oddset Pokalen tirsdag, da holdet på udebane mod Fredericia fF vandt med hele 8-0. Frederik Flaskager scorede fire gange.
Med en professionel indsats leverede Esbjerg fB varen tirsdag aften på fremmed græs, idet holdet med en 8-0-sejr over Fredericia fF fra Jyllandsserien sikrede avancement i Oddset Pokalen. Der blev undervejs givet debut til fem unge EfB-spillere i form af Mads Svane, Martin Kruse, Emel Omerovic, Kalle Bjerregaard og Emil Jørgensen.
EfB satte sig fra første fløjt på begivenhederne, og trykkede Fredericia helt tilbage i banen.
Det resulterede i en masse spil og omkring hjemmeholdets felt og optræk til flere farlige situationer.
Værterne forsvarede heroisk, men efter syv minutters spil gik den ikke længere, da Elias Andersen kunne bringe EfB foran med 1-0.
Målet kom efter et hjørnespark, hvor Marcus Hansen steg til vejrs og headede på overliggeren.
Nummer 39 Andersen var dernæst hurtig over returbolden, og kunne sikkert score.
Efter små 20 minutters spil var Tim Freriks tæt på at øge til 2-0, men hollænderen måtte se sit hovedstød tage det øverste af overliggeren og gå ud over baglinjen.
Fredericia forsøgte sig momentvis med omstillinger, når muligheden bød sig, og et par gangemidtvejs i første halvleg måtte målmand Kasper Kristensen da også strække sig.
I det 37. spilleminut var Freriks atter tæt på med et hovedstød, da han i en direkte duel med Fredericia-målmanden nåede højest, og fik sendt bolden i retning af mål.
Uheldigvis for angriberen og holdkammeraterne strøg den dog lige akkurat over.
To minutter inden pausen stak EfB kniven ind, da Frederik Flaskager gjorde det til 2-0.
EfB erobrerede bolden midt på banen, og satte fluks gang i en omstilling.
Mikail Maden drev den frem, og spillede uselvisk på tværs til Flaskager ved feltkanten.
Flaskager tæmmede med det samme bolden, og lagde den til rette, inden han med en sikker afslutning scorede holdets andet og sit eget første mål.
Der blev ikke scoret yderligere inden pausen, og EfB kunne derfor gribe anden halvleg an med en tomåls-føring.
Den var dog tæt på at blive reduceret, for efter 47 minutter skabte Fredericia en stor mulighed efter en kontra.
Pludselig blev bolden spillet på tværs i feltet til en fremadstormende modstander, der resolut sparkede mod mål, men heldigvis var Jesper Lauridsen vågen på stregen, og fik afværget.
Anderledes skarpe foran mål var EfB derimod i det 51. spilleminut, hvor Marcus Hansen gjorde det til 3-0.
Oliver Svendsen var gået med frem fra sin back-position og med en god, flad bold ind i feltet fandt han Hansen, der effektivt fik dirigeret den i nettet og fjernet al tvivl om kampens udfald.
Minuttet senere foretog cheftræner Lars “Lungi” Sørensen den første ændring, da U19-spiller Martin Kruse blev sendt på banen til sin debut.
Efter en god times spil blev det også 4-0 til EfB, da Flaskager atter var på plads i feltet, og fik sparket en bold i nettet via en afretning af en Fredericia-forsvarer.
Hjemmeholdet kæmpede bravt, men havde på denne periode i kampen ikke mere at give af, og EfB skulle derfor ikke anstrenge sig synderligt for at holde bolden og spillet i gang.
Med godt 20 minutter igen fik også U19-forsvarerne Kalle Bjerregaard og Emel Omerovic officiel førsteholdsdebut, da de erstattede Patrick Tjørnelund og Svendsen.
Det var dog Johan Meyer, der gjorde det til 5-0, da han på en aflevering fra Andersen i feltet bankede bolden sikkert i nettet.
Herefter gik luften helt af ballonen hos østjyderne, da Flaskager fik tid og plads i feltet til at score sit tredje mål og øge til 6-0.
Den føring holdt dog ikke længe, for Hansen var igen på pletten, da muligheden opstod, og mit sin anden scoring blev det 7-0 til EfB.
Fra bænken blev den komfortable og sikre føring udnyttet til at give debut til endnu en EfB’er i form af målmand Emil Jørgensen, der med et kvarters tid igen skiftede med Kristensen.
Sekunder efter blev der begået et straffespark mod en Fredericia-spiller, og Jørgensen skulle dermed i sin debutkamp testes fra 11-meterpletten.
Forsøget klarede målmanden på flotteste vis, idet han valgte den rigtige side, og fik reddet.
På trods af det missede forsøg var kampens sidste scoring ikke faldet endnu, for Flaskager øgede fem minutter før til til 8-0.
Den vævre offensivspiller blev spillet fri af Hansen i feltet, og han skulle ikke anstrenge sig alverden med at placere bolden i det ene sidenet.
Mere skete der ikke i en kamp, hvor EfB fik vist den forskel, der skulle være mellem de to mandskaber, og holdet er dermed videre i den traditionsrige pokalturnering.
EfB spiller igen søndag, hvor turen atter går til Fredericia, når bysbørnene FC Fredericia tager imod kl. 15.00.