Kampreferat

EfB sikrede avancement i pokalturneringen efter stærk halvleg i Rødovre

Esbjerg fB er også med i bowlen, når der trækkes lod til næste runde i Oddset Pokalen efter, at holdet torsdag vandt med 3-2 på udebane mod Avarta BK. Andreas Lausen og Mikkel Ladefoged scorede målene inden pausen.

Esbjerg fB spillede sig videre i Oddset Pokalen efter en 3-2-sejr på udebane over Avarta BK torsdag eftermiddag i en kamp, hvor holdet særligt i første halvleg spillede en god kamp og kom frem til et hav af muligheder. Andreas Lausen åbnede scoringskontoen for EfB, inden Mikkel Ladefoged fulgte trop med to mål.

Pokalopgøret startede med et EfB-mandskab, der tog teten fra første fløjt.

Efter blot to minutters spil kastede det også kampens første chance af sig, da EfB satte fart på i en omstilling.

Det resulterede i, at Andreas Lausen fra sin venstre side fik plads til at slå et indlæg ind i feltet, som Lucas From afsluttede på.

Bolden endte dog i sidenettet.

Kort efter fik EfB en tredobbelt-chance, men godt spil af Avarta-målmanden og heroisk forsvarsspil afværgede en tidlig scoring imod.

Efter 10 minutters spil gik den dog ikke længere for hjemmeholdet, da EfB kom foran med 1-0.

Nicklas Strunck drev bolden frem, og gik ind i banen til afslutning.

Bolden tog stolpen, og gik i spil igen, hvorefter Andreas Lausen var på pletten og med en indersideafslutning fra en meters afstand blot skulle score.

Hjemmeholdet lykkedes dog med at udligne knap midtvejs i første halvleg, da en afslutning fra distancen blev rettet af, og skiftede retning på vej mod mål.

Målmand Kasper Kristensen kunne intet stille op, og måtte derfor se bolden stryge i nettet til 1-1.

Minuttet efter slog EfB dog tilbage med et angreb, der resulterede i, at From blev væltet af Avarta-målmanden, da han kom alene igennem.

Dommeren pegede straks på straffesparkspletten, hvor Lausen skulle eksekvere.

Men midtbanespillerens ellers glimrende forsøg blev reddet af den storspillende modstander på stregen.

EfB lod sig dog ikke slå ud, og Lausen var således tæt på at blive dobbelt målscorer senere, men denne gang kom overliggeren i vejen for hans hovedstødsforsøg.

Sekunder efter fik også Mikkel Ladefoged et hovedstødsforsøg efter et hjørnespark, men igen tog overliggeren fra.

Ladefoged fik til gengæld en hovedrolle efter 37 minutters spil, da han blev sendt alene igennem.

Der var der absolut ingen slinger i valsen, og bolden blev sikkert sendt i nettet til en 2-1-føring til EfB.

I første halvlegs sidste minut øgede EfB føringen til 3-1, og endnu engang var Ladefoged på pletten.

Angriberen steg til vejrs på et hjørnespark, og uden de store anstrengelser kunne han pande bolden i nettet.

Mere skete der ikke i en begivenhedsrig første halvleg, og EfB kunne gå i omklædningsrummet med en komfortabel føring i bagagen efter en kontrollerende præstation.

Efter pausen fortsatte kampbilledet fra de første 45 minutter med EfB som det spilstyrende hold.

Avarta bed dog også fra sig med direkte spil, og efter en lille times spil kom hjemmeholdet til en fornuftig mulighed i feltet, men den akrobatiske afslutning fra modstanderen ramte ikke plet.

Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen foretog herefter tre ændringer samtidigt, da Mikail Maden, Tim Freriks og Frederik Flaskager blev skiftet ind til den sidste halve time.

Særligt sidstnævnte fik straks mulighed for at udfordre værternes bagkæde.

Men også Freriks tvang i en situation målmanden til en flot paraderedning efter, at hollænderen havde vristet sig fri i feltet til skud.

Med 10 minutter igen blev 18-årige Breki Baldursson skiftet ind på den centrale midtbane til sin debut for EfB.

Islændingen kunne dog hverken gøre fra eller til, da Avarta lykkedes med at reducere til 2-3 fem minutter før tid.

Rødovre-klubben fik udlignet efter en situation, hvor et indlæg blev pandet i nettet.

Det åbnede op for spænding om slutresultatet, men EfB spillede klogt i slutminutterne, og det ventede pres fra Avarta udeblev, selvom der i det 93. minut faldt en større mulighed for en 3-3-udligning.

Afslutningen på nedfaldsbolden i feltet gik heldigvis for EfB et pænt stykke forbi fjerneste opstander, og dommeren fløjtede kort efter af.

Dermed spillede EfB sig videre i turneringen.

EfB spiller igen søndag kl. 13.00, når Hillerød Fodbold gæster Blue Water Arena.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 19. oktober - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo