EfB skal finjustere mod AC Horsens
EfB spiller i weekenden sidste testkamp inden Superligaen skydes i gang den 15. juli på kunstgræsset i Farum. Det sker når AC Horsens søndag gæster Gl. Vardevej.
Søndagens opgør bliver sidste mulighed for cheftræner John Lammers til at se sine spillere an før Superligapremieren mod FC Nordsjælland søndag den 15. juli. Da EfB i fredags mødte SønderjyskE, fik alle spillere minutter i benene, og selvom tempoet måske overraskede de vestjyske knægte i starten, var Lammers overordnet set tilfreds med træningskampen.
AC Horsens spillede sidste sæson med i Superliga Mesterskabsspillet efter de nappede ligaens sjetteplads. Det er derfor et hold, der kommer til at give EfB’erne den rette modstand, så de står knivskarp til premieren om små to uger.
Kampen fløjtes op kl. 13.00 og opgøret vil blive spillet på hybridbanen bag atletikstadion.
Info til eventuelle tilskuere til kampen:
Der er ikke adgang til plænen for tilskuere, men kampen kan naturligvis overværes på den anden side af indhegningen. Pressefotografer der ønsker adgang til sidelinjen bedes henvende sig til dbj@efb.dk senest fredag kl. 10.00.