Akademi

EfB skriver kontrakt med talentfuld målmand

Esbjerg fB har skrevet kontrakt med Laurids Stub, og målmanden har på sin 15-års fødselsdag underskrevet en lang aftale frem til udgangen af 2025.

Laurids Stub har på dagen, hvor han fylder 15 år, underskrevet sin første kontrakt i Esbjerg fB, og den talentfulde målmand har nu papir på fremtiden frem til udgangen af 2025.

Han har en fortid i samarbejdsklubben Ølgod IF, hvorfra han tog til EfB som U13-spiller. Stub spiller til dagligt på U15-holdet.

Anders Brynaa fortæller, hvorfor det har været vigtigt at lave en lang aftale med målmanden, der flere gange har været med til samlinger i DBU-regi:

– Laurids Stub er en spændende målmand, der har mange gode forudsætninger og tydelige spidskompetencer i sit spil. Derudover har Laurids en god indstilling til både træning og kamp, og den kombination synes vi, er meget interessant. Vi har derfor lavet en god udviklingsplan for, hvordan vi i fællesskab skal tage de næste skridt de kommende år, og det arbejde glæder vi os til.

Laurids Stub er stolt over at have underskrevet en kontrakt med EfB.

– Det er en stor dag for mig, fordi det er stort skulderklap fra EfB. Jeg er glad og stolt, og ser frem til at fortsætte i klubben blandt gode trænere og dygtige holdkammerater. Jeg trives her, og at underskrive en kontrakt giver bare yderligere motivation til at bliver endnu bedre, og forhåbentligt bliver jeg en dag dygtig nok til at spille inde på Blue Water Arena, som er drømmen, siger han.

Ved siden af fodbolden går Stub i 8. klasse på Vitaskolen i Esbjerg.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 23. februar - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo