EfB skriver kontrakt med talentfuld U17-spiller
Kalle Bjerregaard har sat sin signatur på karrierens første kontrakt, idet Esbjerg fB-spilleren har underskrevet en aftale frem til 2024. Midtbanespilleren har en fortid i samarbejdsklubben HTS.
Esbjerg fB har lavet en tre-årig aftale frem til sommeren 2024 med den 15-årige midtbanespiller Kalle Bjerregaard, der til dagligt gør sig på klubbens U17-mandskab.
Bjerregaard har en fortid i HTS, der er en del af Sydvestjysk Fodbold Samarbejde.
Akademichef Lars Vind fortæller om baggrunden for kontrakten:
– Kalle er en alsidig, central midtbanespiller, der også kan begå sig i midterforsvaret, fordi han med sin energi og store løbekapacitet gør en forskel uanset position. Samtidig har han et spændende udviklingspotentiale, som vi glæder os til at arbejde videre med i de kommende, og det har vi i fællesskab lavet en god plan for.
Hovedpersonen er stolt over sin aftale, og glæder sig til at udvikle sig yderligere i EfB.
– Det er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse for mig, og det er jeg selvfølgelig både stolt og glad over. Jeg trives rigtig godt i EfB blandt holdkammerater og trænere, og jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted at være i forhold til min udvikling. På sigt drømmer jeg naturligvis om at komme ind på Blue Water Arena og spille, siger Kalle Bjerregaard.
Bjerregaard bor i Horne, og går i 9. klasse på Vitaskolen ved siden af sin fodbold.