
EfB skriver kontrakt med U15-midtbanespiller
Mads Frederiksen har underskrevet sin første kontrakt, idet midtbanespilleren fra Esbjerg fB’s U15-hold har sat signatur på en aftale frem til 2027. Han har en fortid i Ribe BK.
15-årige Mads Frederiksen har sat sin signatur på fodboldkarrierens første kontrakt, og den centrale midtbanespiller, der til dagligt gør sig som anfører på det succesfulde U15-hold, kan dermed kalde sig Esbjerg fB-spiller frem til udgangen af 2027.
Mads Frederiksen har en fortid i samarbejdsklubben Ribe BK, hvor han spillede indtil U13 og skiftede til EfB.
Talentchef Anders Brynaa fortæller, hvorfor det har været en prioritet at skrive kontrakt med midtbanespilleren:
– Mads Frederiksen er en fodboldklog spiller, og det er en klar spidskompetence, at han er i stand til at læse og se spillet og dernæst placere sig rigtigt på banen og hjælpe holdkammeraterne. Mads er inde i en god periode, og arbejder stenhårdt hver dag på træningsbanen for at blive en endnu dygtigere fodboldspiller, og vi tror på, vi i fællesskab kan bygge yderligere på og fortsat tage skridt i den rigtige retning.
For den unge EfB-spiller er det en foreløbig drøm, der er gået i opfyldelse.
– Det har været en stor drøm for mig at kunne nå dertil, hvor jeg kunne underskrive en kontrakt, så jeg er både glad og stolt over, at det er lykkes. Jeg ved dog godt, at der fortsat venter en masse hårdt arbejde forude for at fortsætte min udvikling, og der føler jeg, at EfB er det helt rette sted for mig. Jeg trives i klubben hver dag i et godt miljø blandt trænere og holdkammerater, så jeg ser frem til fortsat at have min dagligdag her og med tiden arbejde mig tættere og tættere på næste mål om at spille inde på Blue Water Arena, siger Mads Frederiksen.
Ved siden af fodbolden er Frederiksen i gang med 8. talentidrætsklasse på VITAskolen Bohr.

