Akademi

EfB skriver kontrakt med ung ghaneser

Esbjerg fB har efter et succesfuldt prøveophold skrevet kontrakt med 18-årige Foster Gyamfi. Den ghanesiske U19-spiller gør sig i forsvaret.

18-årige Foster Gyamfi er ny mand i Esbjerg fB-trøjen, idet han har underskrevet en aftale frem til sommeren 2024.

Forsvarsspilleren, der de seneste uger har trænet med både U19- og førsteholdet, stammer fra Ghana, hvor han har fået sin fodboldmæssige opvækst i akademiet Vision In Motion Sporting Club.

Talentchef Anders Brynaa fortæller om baggrunden for aftalen med venstrebenede Gyamfi:

– Foster Gyamfi har fra sin første dag i klubben taget os alle med storm, og vi har at gøre med en rigtig dygtig spiller med et stort udviklingspotentiale. Vi har via vores netværk fået anbefalet Gyamfi, og det han har præsteret i både træning og på U19-holdets tur til Holland i kampe, har været meget lovende, så det er derfor, vi har lavet en længerevarende aftale. Han har samtidig en rigtig god mentalitet, og er faldet godt til med drengene, så der er lagt et solidt fundament for at tage skridt i den rigtige retning de kommende måneder og år. Der er ingen tvivl om, at målet er, at vi skal have ham at se inde på Blue Water Arena en dag.

Hovedpersonen føler sig godt taget imod af alle i klubben, og er glad for at have underskrevet en kontrakt.

– Det er en stor chance for mig at komme til Europa for at spille fodbold, og jeg er meget tilfreds med og stolt over at være i EfB. Det virker som en god klub med rare mennesker, og jeg er blevet taget godt imod af alle i klubben, og det betyder meget. Jeg har store ambitioner om at gøre det så godt som muligt og hjælpe mine nye holdkammerater, så vi kan skabe gode resultater, og på sigt drømmer jeg selvfølgelig om at arbejde mig ind på førsteholdet og spille på det store, flotte stadion, siger Gyamfi.

Foster Gyamfi får bopæl på Esbjerg Sports College, og bliver dermed en del af fællesskabet sammen med flere af holdkammeraterne. Desuden påbegynder han danskundervisning.

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo