Akademi

EfB søger værtsfamilier til pige- og kvindespillere

Esbjerg fB søger værtsfamilier, der har lyst til at gøre en forskel for unge, kvindelige fodboldspillere, som flytter til Esbjerg for at forfølge drømmen om at udvikle sig både sportsligt og personligt.

Esbjerg fB oplever en stor tilgang af ambitiøse spillere til klubbens kvinde- og pigehold fra andre dele af Danmark men også udlandet for at kombinere fodboldkarriere med arbejde eller uddannelse, og flere af spillerne søger efter en tryg base i form af en værtsfamilie.

Fælles for spillerne er, at de investerer meget i deres udvikling.

Spillerne træner flere gange om ugen, spiller kampe på højt niveau og kombinerer fodbolden med uddannelse eller arbejde.

Derfor er det afgørende, at spillerne har en tryg og stabil base, der kan føles hjemlig.

Som værtsfamilie stiller du typisk et værelse til rådighed og inviterer spilleren ind som en naturlig del af familiens hverdag.

Nogle spillere har behov for en bolig over en længere periode, mens andre kun har behov for en midlertidig løsning, indtil egen bolig findes.

Behovet varierer derfor fra spiller til spiller.

For mange, særligt internationale spillere, bliver værtsfamilien en vigtig støtte i den første tid i Danmark.

Ud over at skabe trygge rammer hjælper værtsfamilien spilleren med at falde til i et nyt land, en ny kultur og et nyt lokalsamfund.

Det er EfB’s erfaring, at værtsfamilier spiller en afgørende rolle i spillernes trivsel og udvikling.

Når hverdagen fungerer, skabes de bedste forudsætninger for, at spillerne kan fokusere på uddannelse, arbejde og udvikling på fodboldbanen.

Der findes ikke én bestemt type værtsfamilie.

Det kan være børnefamilier, par eller enlige med et ekstra værelse og lyst til at åbne hjemmet for en ung spiller.

Det vigtigste er ønsket om at bidrage til et trygt og positivt miljø.

Et værtsfamilieforløb bygger på et tæt samarbejde mellem værtsfamilien, spilleren og EfB.

Værtsfamilien får tilknyttet en fast kontaktperson i EfB, som sikrer løbende dialog og støtte, så både spiller og værtsfamilie oplever et godt og trygt samarbejde.

Har du et ekstra værelse og lyst til at være en vigtig del af en ung fodboldspillers rejse mod sine mål, hører vi meget gerne fra dig.

Hvis du er interesseret eller ønsker at høre mere, så tag kontakt til projektchef Nicolaj Køhlert på e-mail nik@efb.dk eller tlf. +45 41 18 50 36 for en uforpligtende samtale.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 25. juli - kl. 15.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo