Akademi

EfB søger værtsfamilier

Esbjerg fB søger værtsfamilier, som ønsker at hjælpe de yngste akademispillere på vej mod drømmen om førsteholdsfodbold.

Gennem mange år har drenge i alderen 13-15 år taget turen fra samarbejdsklubber i det sydvestjyske område til Esbjerg fB på Gl. Vardevej for hver dag at forbedre sig som fodboldspillere og indgå på eliteholdene.

Fælles for drengene er, at de alle har lang transporttid, som kan bruges mere effektivt, og derfor søger EfB nu værtsfamilier i Esbjerg eller omegn, som har mulighed for at hjælpe en ung fodboldspiller og hans familie med at få skabt rammerne om en tryg, struktureret og sammenhængende hverdag, hvor skolegang og fodbold kombineres som de primære aktiviteter.

U14- og U15-spillere træner seks gange om ugen, hvor skolegang på Vitaskolen Bohr er en integreret del af dagligdagen.

Som værtsfamilie stiller du typisk et værelse til rådighed for spilleren, og han indgår på lige fod med alle andre familiemedlemmer i hverdagen. Spilleren har behov for et varierende antal overnatninger om ugen, og under opholdet hjælper familien med forplejning, nærvær og omsorg i samarbejde med spillerens familie og EfB’s værtsansvarlige.

Familien vil opleve, at fodboldspilleren bruger meget tid på fodbold og skole, hvilket begrænser antallet af timer hjemme i perioder.

Det er EfB’s erfaring, at værtsfamilier er en vigtig partner i spillernes udvikling, da tryghed og sikkerhed i hverdagen er vigtig.

En sammensætning af en værtsfamilie strækker sig typisk fra børnefamilier med plads til en ekstra beboer på eget værelse til familier, hvor børnene er flyttet hjemmefra.

Et forløb består af et samarbejde mellem værtsfamilie, spilleren, spillerens familie og EfB. Under forløbet har værtsfamilien tilknyttet en fast kontaktperson hos EfB, som er med til at skabe sammenhæng og tryghed i samarbejdet med fodboldspilleren og dennes familie.

EfB søger værtsfamilier til den kommende 2024/2025-sæson.

Hvis du er interesseret eller ønsker at høre mere så tag kontakt til talentchef Anders Brynå på e-mail ab@efb.dk eller tlf. +45 21 77 94 96 for en uforpligtende samtale.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 4. august - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo