Førstehold

EfB spillede 2-2 med Randers

Esbjerg fB spillede lørdag eftermiddag sommerens første træningskamp, idet Superliga-kollegaerne fra Randers var på besøg. Kampen endte 2-2, og for EfB scorede Yuri Yakovenko og Mads Zaar.

Omkring 400 mennesker overværede lørdag eftermiddag Esbjerg fB og Randers spille sommerens første træningskamp frem mod sæsonstart d. 12. juli. Opgøret sluttede uden vinder, da holdene spillede 2-2.
EfB måtte starte kampen uden flere profiler, der har fået forlænget ferie grundet landskampsopgaver i begyndelsen af juni, men det afholdt ikke holdet fra at spille en omgang rigtig fin fodbold.
Med EfB i teten og som det spilstyrende hold blev Randers-defensiven i de første minutter udfordret med gode angreb og forsøg fra distancen. Især en velspillende Patrick Egelund på venstrekanten viste sig frem flere gange.
Og efter 24 minutters spil var det netop 18-årige Patrick Egelund, der kom i fokus. I god fremdrift afdriblede han et par Randers-spillere, inden han fra sin position på kanten af feltet afsluttede mod mål. Bolden tog begge stolper, inden den til sidst landede for fødderne af Yuri Yakovenko, som koldblodigt sparkede EfB foran med 1-0.
Herefter fortsatte de gode momenter første halvleg ud, og netop Yuri Yakovenko var tæt på assistere til Patrick Egelund, men sidstnævnte nåede lige akkurat ikke at få foden på ukrainerens fine indlæg ind i feltet.
I pausen valgte John Lammers at skifte ud på nogle positioner, og det foryngede holdet gevaldigt. De tre 17-årige spillere Patrick Tjørnelund, Mads Zaar og Denis Catovic samt 18-årige Rasmus Rejnhold blev således sendt på banen.
Randers åbnede anden halvleg bedst, og satte fra første minut EfB-holdet under pres. Det resulterede i en udligning efter 51 minutter, idet angriberen Emil Riis tørt sparkede bolden ind bag Jeppe Højbjerg i målet.
Blot tre minutter senere svarede EfB dog tilbage, idet Mads Zaar scorede et flot mål til 2-1. Kantspilleren pillede flot en aflevering tværs gennem banen ned med brystet, hvorefter han afdriblede en Randers-forsvarer og sikkert sparkede bolden i kassen.
Føringen holdt dog ikke længe, idet Randers udlignede til 2-2 i det 57. spilleminut ved Benjamin Stokke. Angriberen var først over et fladt indlæg, som Jeppe Højbjerg ingen chance havde for at redde.
Herefter dalede intensiteten langsomt, og holdende skiftede til at have momentum og skabe sporadiske chancer.
I det 67. minut blev EfB-holdet gjort endnu yngre, da 16-årige Andreas Lausen og Tobias Stagaard, 17, kom på banen. Begge markede sig fint.
Få minutter før tid var både Marcus Hansen og Andreas Lausen involveret i et flot angreb, som til sidst endte med et fremragende indlæg ind i feltet. Her kom Rasmus Rejnhold først på bolden, og heroisk fik han headet mod mål, men desværre for den unge angriber strøg forsøget snert udenom den ene opstander, og dermed sluttede opgøret 2-2.
Cheftræner John Lammers var tilfreds med indsatsen, og hæftede sig især ved, at de unge spillere viste gode tegn.
– Alt i alt leverede vi en god indsats. I første halvleg var vi solide, og vi stod godt i organisation, hvilket betød, at vi ikke gav nogle chancer væk til Randers. Det gik dog ikke udover vores offensiv, som fungerede rigtig fint, og jeg så mange gode angreb. I pausen foretog vi en stribe udskiftninger, og det betød, at holdet blev meget ungt. Ikke desto mindre gjorde vores unge spillere fra EfB Akademi det godt, og Mads Zaar fik blandt andet scoret et flot mål.
– Man kan selvfølgelig godt se, at spillere på 16 og 17 år, som halvdelen af holdet bestod af til sidst, mangler kløgt og erfaring i visse situationer, men det er derfor, de er med omkring Superliga-truppen i denne opstart. De skal have erfaring, så der er mange lovende ting at bygge videre, siger hollænderen.


Resultat:
2-2 (1-0)
Målscorere:
24′ 1-0 Yuri Yakovenko
51′ 1-1 Emil Riis
54′ 2-1 Mads Zaar
57′ 2-2 Benjamin Stokke
Startopstilling:
16. Jeppe Højbjerg
2. Jonas Mortensen
25. Jeppe Brinch
5. Markus Halsti
14. Jesper Lauridsen
3. Simon Bækgård
21. Mark Brink
50. Mads Larsen
47. Patrick Egelund
26. Mathias Kristensen
23. Yuri Yakovenko
Indskiftninger:
16′ Marcus Hansen (Mathias Kristensen)
45′ Denis Catovic (Jesper Lauridsen)
45′ Rasmus Rejnhold (Yuri Yakovenko)
45′ Mads Zaar (Patrick Egelund)
45′ Patrick Tjørnelund (Markus Halsti)
67′ Tobias Stagaard (Jonas Mortensen)
67′ Andreas Lausen (Mads Larsen)

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 6. april - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo