Førstehold

EfB styrker målmandsteamet med Kasper Kristensen

Esbjerg fB tilknytter 24-årige Kasper Kristensen, og styrker dermed målmandsteamet i førsteholdstruppen. Kristensen har underskrevet en to-årig aftale.

Målmand Kasper Kristensen er ny spiller i Esbjerg fB, idet han netop har sat sin signatur på en aftale frem til sommeren 2026. Kristensen har senest spillet i FC Helsingør.

24-årige Kristensen startede sin karriere i AGF, hvor det blev til adskillige kampe i 3F Superligaen, inden turen gik til Sverige og Trelleborgs FF, der kastede 74 optrædener af sig på tre sæsoner.

Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen er tilfreds med tilgangen af Kristensen, som bliver en vigtig del af målmandsgruppen:

– Vi har søgt efter at tilføje yderligere en målmand til vores team, og ham har vi fundet i Kasper Kristensen, hvilket vi er glade for. Både jeg og vores målmandstræner Frode Birkeland har set Kasper adskillige gange og analyseret ham grundigt, og det er en dygtig spiller, vi har fået mulighed for at få ind i truppen. Vi glæder os derfor til at byde Kasper velkommen i EfB og over, at vi nu har et rigtig stærkt team med en god konkurrence omkring den vigtige position.

Målmanden ser frem til at starte i Esbjerg og EfB, og glæder sig til at blive en del af projektet, som han har fået en god fornemmelse omkring.

– Interessen for et samarbejde har været stor fra begge sider og igennem mine snakke med ”Lungi” og Frode, er jeg blot blevet bekræftet i, det er et rigtigt step for mig. Jeg kender jo EfB som en stor traditionsklub, og mit indtryk er helt klart, at tingene peger i den rigtige retning her, og det har været med til at gøre det spændende for mig. Jeg kommer ind i et godt målmandsteam, hvor jeg vil arbejde hårdt for at bevise mig, så både jeg og mine målmandskollegaer kan udvikle sig. Alt i alt bliver det godt at komme i gang og møde mine nye holdkammerater, siger Kristensen.

Kasper Kristensen får trøje nummer 16, og har første træning med holdet fredag.

Fakta:
Navn: Kasper Thiesson Kristensen
Født: D. 4. august 1999
Tidligere klubber: AGF, Trelleborgs FF, FC Helsingør

Næste Hjemmekamp
søndag d. 4. august - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo