Kampreferat

EfB taber målrig affære hjemme til Nykøbing

På trods af en 2-0-føring formåede Esbjerg fB ikke at få point hjemme på Blue Water Arena mod Nykøbing FC, der stak afsted med alle tre point efter en 4-3-sejr.

Foran 3.005 tilskuere på Blue Water Arena søndag eftermiddag rendte Esbjerg fB ind i sæsonens første nederlag, da holdet tabte med 3-4 til Nykøbing FC. EfB førte ellers med 2-0 efter en halv time.

Kampen startede med et massivt overtag til EfB, der med det samme trykkede gæsterne langt tilbage i banen.

Nykøbing var således ikke på EfB’s banehalvdel i det første kvarter på grund af et aggressivt og velfungerende presspil.

Det var ved at give pote, da Elias Sørensen var tæt hold burde have scoret til 1-0.

Mathias Jørgensen var stukket afsted i højre side, og fik servet en fremragende bold ind midt i feltet, men Sørensen mistimede sin afslutning, der gik over mål.

Selvom udeholdet virkede chokerede over EfB’s hidsige start, så fik Nykøbing alligevel en mulighed for at bringe sig foran.

En flad bold gik igennem venner og fjender og ind midt i EfB’s felt, hvor en modstander fik tid og plads til at sparke til den første gang.

Heldigvis var Lukas Jonsson på plads i målet, og med en god redning afværgerede han 0-1.

Da stadionuret rundede godt 20 minutter fik EfB valuta for anstrengelserne, idet Jørgensen kunne score kampens første mål.

Sørensen var trukket ind i banen, og med en fremragende pasning ind i feltet fandt han sin kollega på den anden kant, som tog et træk, inden bolden blev klappet helt op i målhjørnet til stor begejstring for de 3.005 fremmødte tilskuere.

Blot syv-otte minutter senere fandt de to EfB’ere atter sammen i et godt samarbejde.

Jørgensen sendte et fremragende indlæg i feltet, som Nykøbing-målmanden forsøgte at komme ud og hente.

Men Sørensen kom først, og kunne derfor dirigere bolden i det tomme net til 2-0.

Scoringen slog dog ikke gæsterne omkuld, for det lykkedes nemlig at reducere til 1-2 efter 35 minutters spil.

Først tilspillede Nykøbing sig en god chance, men en stor redning af Jonsson kom i vejen.

Bolden blev reddet ud over baglinjen af EfB-anføreren, og på det efterfølgende hjørnespark blev han og den øvrige EfB-defensiv passeret med et hovedstødsmål.

Nykøbing lugtede blod og i det 40. spilleminut blev det også 2-2.

EfB blev fanget i en omstilling, og bolden blev sendt ind midt i feltet, hvor en fremadstormende modstander kom først på den og via stolpen kunne udligne.

Det sidste mål var dog ikke scoret i en hæsblæsende første halvleg, for to minutter før pausen bragte Mads Larsen EfB foran med 3-2.

Leonel Montano, der spillede sin førsteholdskamp nummer 50, var gået med frem, og fik plads til at sende en flad bold ind midt i feltet, som Larsen kunne løbe direkte ind i og sparke i nettet.

Dette på trods så var målfesten i første halvleg ikke slut, for Nykøbing benyttede lejligheden til at udligne endnu engang i det sidste spilleminut med et veludført spark fra 20 meter helt uden for rækkevidde for Jonsson.

Cheftræner Lars “Lungi” Sørensen foretog to ændringer i pausen, da Andreas Troelsen og Steven Simpson blev skiftet ind fra anden halvlegs start.

EfB kom egentligt fint ud, og fik etableret et fornuftigt pres fra start, men det var Nykøbing, der kom først på tavlen.

For da der var spillet små 10 minutter blev det 4-3 i en situation, hvor EfB igen var på bagbenene i en omstilling.

En Nykøbing-angriber stak afsted i dybden, og alene igennem med Jonsson, gik han forbi, og kunne trille bolden i nettet.

EfB skulle nu bestige et bjerg.

Det resulterede i en masse spil i og omkring Nykøbing-feltet.

Indskiftede Simpson var en stor mundfuld for udeholdet at håndtere, og den lille, vævre offensivspiller var tæt på at udligne efter godt 65 minutters spil, men hans forrygende solotur gennem feltet blev til sidst stoppet af målmanden.

I det hele taget var Nykøbing-målmanden på plads, når der var behov for ham.

Som da Emil Holten fik sendt et hovedstødsforsøg afsted, men kunne se bolden blive grebet ud på stregen.

Trods de mange gode intentioner stod Nykøbing-bagkæden godt imod, og EfB måtte derfor forlade banen for første gang i sæsonen uden point.

EfB spiller igen lørdag på udebane mod FA 2000.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 19. oktober - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo