Førstehold

EfB taber med 1-2 i Skive

Selvom Esbjerg fB kom foran med 1-0, så rakte det ikke til point fredag, idet Skive IK på hjemmebane kom tilbage og vandt med 2-1. Dermed tabte EfB for første gang siden primo september.

Esbjerg fB tabte fredag aften for første gang i syv kampe i 2. division, da det ude mod Skive IK blev til 1-2-nederlag. Mathias Jørgensen bragte ellers EfB planmæssigt foran med 1-0 i første halvleg, men skibonitterne svarede effektivt igen, og scorede to gange.

Det startede med en åben slagudveksling og to angrebslystne hold, som følede hinanden an i de indledende minutter.

EfB fik dog langsomt, men sikkert taget teten på opgøret, og stille og roligt arbejdede holdet sig til en position som det boldbesiddende mandskab.

Første egentligt chance tilfaldt da også EfB efter knap 10 minutters spil, da Emil Holten havde taget et godt løb ind i feltet.

Men en fiks hælaflevering gennem benene på sin oppasser, sendte han bolden videre tværs ind i feltet, hvor fremadstormende Jonas Mortensen kom til.

Backen afsluttede første gang med kurs mod mål, men en god blokering af en Skive-forsvarer kom i vejen.

I det 18. spilleminut var der fuld valuta for det opbyggede spilovertag, da det blev 1-0 til EfB.

Målet kom efter et hjørnespark, der blev spillet kort, og endte for fødderne af Nicklas Strunck foran Skive-feltet.

Midtbanespilleren sendte med det samme et drøn afsted, som målmanden ikke kunne holde nede ved græsset.

Han måtte give en returbold ud i banen, som Mathias Jørgensen var først over, og let kunne prikke ind over stregen.

Kort efter var føringen tæt på at blive udbygget, da Yacine Bourhane kom til en god skudposition i feltet, men Skive-målmanden læste forsøget og fik grebet ind.

Hjemmeholdet ville dog også lege med, og fik skabt et par sporadiske muligheder efter omstillinger.

Det gav pote efter en lille halv time, da EfB tabte en nærkamp midt på banen.

Skibonitterne slog til med det samme, og fangede EfB i ubalance.

Bolden blev spillet ud på kanten, og derfra videre, fladt ind midt i feltet, hvor en modstander uden problemer kunne løbe lige ind i den og score uden chance for Jesper Sørensen.

Målet imod rystede tilsyneladende EfB-holdet, der mistede kontrol og fodfæste i den resterende del af første halvleg.

Skive fik samtidig selvtillid, og havde masser af mod til at udfordre fremme på banen.

Det resulterede i endnu en scoring fem minutter inden pausen, hvor det blev 2-1 til værterne.

EfB blev udspillet på kanten af et par hurtige driblinger, inden der blev sendt et indlæg ind i det lille felt.

Her steg en Skive-spiller til vejrs, og fik headet mod mål, hvor Sørensen på stregen ikke kunne gøre andet end at sætte hånden på, men det rakte ikke, og bolden gik i nettet via overliggeren.

Cheftræner Lars Vind foretog i pausen en enkelt ændring, da Andreas Troelsen blev sendt på banen til fordel for Bourhane.

Det var Skive, der kom frem til den første mulighed i anden halvleg.

Der var ikke spillet mere end en lille håndfuld minutter, før Sørensen i målet måtte stå klar med en redning efter en situation, hvor EfB igen blev fanget fremme på banen.

EfB havde vanskeligt ved at bryde igennem Skive-defensiven, der stod langt tilbage på banen.

Efter en times spil blev der foretaget yderligere ændringer fra bænken, da Marcus Hansen og Con Ouzounidis blev sendt i aktion.

I kampens sidste godt 20 minutter var det mere eller mindre spil til et mål med EfB, som det jagtende hold.

Det ene hjørnespark afløste det andet som tiden gik, og det gav både halve og hele muligheder til EfB for udligning.

Indskiftede Ouzounidis fik en stor en af slagsen 10 minutter før tid men forsvarsspillerens afslutning i feltet gik en meters penge over mål.

Bardhec Bytyqi blev også sendt i spil i de døende minutter i forsøget på hente et pointgivende resultat.

Men trods mange gode intentioner udeblev 2-2-målet, og EfB måtte se sig besejret.

Næste og årets sidste kamp spilles onsdag aften kl. 18.30 på Blue Water Arena, når Thisted FC kommer på besøg.

>> Køb billet til EfB – Thisted


Resultat:
Skive IK – Esbjerg fB 2-1 (2-1)

Målscorere:
18′ 0-1 Nicklas Strunck
28′ 1-1 Oliver Østergaard
40′ 1-2 Jakob Vetter 

Startopstilling:
33 Jesper Sørensen
2 Jonas Mortensen
22 Isak Olafsson
15 Daniel Thøgersen
6 Jesper Lauridsen
20 Yacine Bourhane
19 Nicklas Strunck
24 Hans Høllsberg
8 Mads Larsen
10 Mathias Jørgensen
11 Emil Holten

Indskiftninger:
46′ Andreas Troelsen (Yacine Bourhane)
62′ Marcus Hansen (Emil Holten)
62′ Con Ouzounidis (Daniel Thøgersen)
84′ Bardhec Bytyqi (Hans Høllsberg)

Næste Hjemmekamp
søndag d. 10. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo