Kampreferat

EfB taber med 1-2 til AB

Esbjerg fB tabte søndag for blot anden kamp i sæsonen, da holdet på udebane i Gladsaxe tabte med 1-2 til AB. Nicklas Strunck scorede for EfB.

For første gang siden september måtte Esbjerg fB søndag eftermiddag gå fra banen uden point, idet det efter 96 minutters spil på Gladsaxe Stadion blev til et 1-2-nederlag til AB, der viste sig mest effektive. Nicklas Strunck udlignede til 1-1 for EfB i anden halvleg.

EfB åbnede kampen med en kraftig medvind, hvilket holdet udnyttede til at lægge et pres på AB fra start.

Allerede efter tre minutters spil gav det en god mulighed fra distancen til Andreas Lausen, der resolut hamrede mod mål.

Det fine forsøg sneg sig dog lige akkurat forbi fjerneste opstander.

De vejrsmæssige betingelser havde en del indflydelse på spillet, og for begge mandskaber kneb det med at give afleveringerne den rette timing.

Holdene angreb dog lystigt, når muligheden bød sig, hvilket ofte resulterende i flere indlæg, hvor tilfældighederne tog over.

De største muligheder tilfaldt EfB, som da Leonel Montano efter hjørnespark var centimeter fra at nå først på en bold og dirigere den i retning af mål.

Kort inden pausen tvang AB målmand Lukas Jonsson ud i en god redning efter et frispark.

Bolden havde retning mod mål langs jorden, og fik lov til at passere venner og fjender, inden EfB-anføreren til sidst kom ned og fik pareret.

Anden halvleg var blot fem minutter gammel, da AB kunne gøre det til 1-0.

En lang bold blev sendt op på EfB’s banehalvdel til duel.

Den tabte Con Ouzounidis til sin direkte modstander, som kom alene igennem med Jonsson, der forsøgte at gå ud og skærme.

Uselvisk spillede AB-spilleren bolden på tværs til en fremadstormende holdkammerat, der blot skulle sætte indersiden på for at score i det tomme mål.

Føringen var dog kortvarig for Gladsaxe-klubben, idet EfB to minutter senere udlignede til 1-1.

Mikail Maden kæmpede sig igennem AB-bagkæden, og fik tacklet en bold i rette position til Nicklas Strunck, der sparkede den flot i nettet fra 15 meter.

Den livlige start på de sidste 45 minutter stod i stærk kontrast til underholdningsværdien i første halvleg, og Elias Sørensen var i det 55. spilleminut tæt på at bringe EfB foran.

Angriberens hovedstødsforsøg på det fine indlæg af Oliver Svendsen tog dog det øverste af overliggeren.

Sørensen prøvede efterfølgende med et langskud, som ikke manglede meget for at stryge i kassen.

Da uret rundede 65 minutter foretog cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen den første indskiftning, da Bardhec Bytyqi blev sendt i spil.

Værterne fik mod kampens afslutning bedre greb om kampen, hvilket tvang Jonsson ud i en fin paraderedning efter et nærgående frisparksforsøg.

Kort efter kunne Jonsson dog ikke forhindre en AB-scoring til 2-1, selvom han var tæt på.

En modstander kom igennem i feltet til afslutning, og selvom EfB-målmanden kom ned og fik handsken på, så stoppede bolden lige akkurat ikke, men trillede ind over mållinjen til stor jubel for hovedparten af de 491 tilskuere på Gladsaxe Stadion.

Steven Simpson og Marcus Hansen blev efterfølgende skiftet ind for at være med til at lægge et pres på AB og fremtvinge en udligning i slutminutterne.

På trods af et helhjertet forsøg fra EfB’erne og et mindre bombardement af hjemmeholdets felt, så udeblev det andet mål.

Holdet måtte derfor gå fra banen uden point for blot anden gang i sæsonens 23 kampe.

Næste opgave er torsdag aften hjemme på Blue Water Arena, hvor Middelfart BK kommer på besøg.

Billetsalget til det opgør er i gang.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 12. maj - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo