Førstehold

EfB taber tæt kamp i Kolding

Sæsonens første nederlag faldt lørdag for Esbjerg fB, da et skarpt Kolding IF-mandskab scorede to gange og tog alle tre point.

Esbjerg fB er ikke længere ubesejret i 2. division, idet holdet lørdag eftermiddag på udebane mod Kolding IF måtte se sig slået med 0-2. Værterne scorede en gang i hver halvleg.

Åbningen på kampen foregik uden de helt store begivenheder, og de første 10 minutter brugte klubberne på at føle hinanden an.

EfB var mest på bolden, men kom udover et par indlæg ikke til større muligheder.

Efter 10 minutters spil igangsatte Kolding en hurtig omstilling, hvilket tvang Isak Olafsson til at lave et frispark uden for feltet.

Forsøget blev sendt rundt om muren mod mål langs jorden, og Ramon ten Hove gik ned som planlagt for at gribe bolden, men målmanden mistimede sit indgreb, og tabte den.

Bolden fik lov at trille ind på stregen, hvor en Kolding-spiller dukkede op og sparkede den i nettet på trods af, at EfB-forsvaret forsøgte at afværge.

Scoringen gav hjemmeholdet et kortvarig boost, hvor det lykkedes at fange EfB ude af struktur og tilspille sig en stor skudmulighed midt i feltet.

Heldigvis var præcisionen ikke tilstede, og bolden gik forbi mål.

EfB tog midtvejs i første halvleg initiativet, og formåede at skubbe Kolding langt tilbage på banen.

Bolden blev flyttet godt rundt på banen fra side til side, og særligt Mathias Jørgensen var god til at slå indlæg.

Her var Kolding dog skarpe og kyniske i duelspillet, så EfB ikke kom til åbenlyse scoringspositioner.

Et par minutter før pausen var Nicklas Strunck tæt på at udligne til 1-1, da midtbanespilleren i en omstilling og fra 40 meter skød på mål.

Kolding-målmanden var langt ud af det lille felt, og Strunck forsøgte sig derfor fra distancen.

Den kvalificerede afslutning endte dog i nettaget til stor ærgrelse for de omkring 400 medrejsende EfB-fans.

Cheftræner Lars Vind foretog ingen ændringer på holdet midtvejs, så de samme 11 EfB’ere, der startede kampen, startede også anden halvleg op.

Holdet kom fint ud fra det 46. spilleminut og satte med det samme østjyderne under et gevaldigt pres.

Det resulterede inden for de første minutter i flere hjørnespark, men den solide Kolding-betondefensiv forsvarede feltet med heroisk.

Efter godt et kvarters spil blev Marcus Hansen og Bardhec Bytyqi sendt på banen for at bringe fornyet energi ind i offensiven.

Tættest på udligning var dog en defensivspiller i form af Olafsson, der på et godt slået hjørnespark steg til vejrs og fik pandet mod mål.

Trods masser af power i forsøget stod Kolding-målmanden det rette sted og kunne gribe.

Hjemmeholdet bed første gang fra i anden halvleg efter 70 minutter, da et frispark på feltkanten blev sendt direkte mod det nærmeste målhjørne.

Skuddet var fint, men gik i sidenettet.

Som tiden skred frem stillede Kolding-holdet sig længere og længere tilbage, og det var sigende for opgøret, at modstandernes forreste mand i størstedelen af anden halvleg ikke kom over egen banehalvdel.

Koldingenserne gjorde det dog klogt, og forsvarede sig godt.

Med små 10 minutter igen blev Con Ouzounidis smidt helt frem, og boldene blev mere direkte.

Det efterlod omvendt en masse plads i den anden ende, og det udnyttede Kolding effektivt tre minutter før tid, da der fra tæt hold opstod en chance.

Bolden blev resolut sparket fladt midt i målet, og ten Hove kunne ikke nå ned og forhindre 2-0-scoringen.

Herfra var der reelt ikke mere at spille om, og EfB måtte gå fra banen og sande det første nederlag i sæsonen.

EfB spiller igen søndag d. 11. september kl. 13.00, når HIK gæster Blue Water Arena.

>> Køb billet til EfB – HIK nu


Resultat:
Kolding IF – Esbjerg fB 2-0 (1-0)

Målscorere:
11′ 1-0 Markus Bay
87′ 2-0 Paul N’Gongo

Startopstilling:
1 Ramon ten Hove
2 Jonas Mortensen
22 Isak Olafsson
30 Con Ouzounidis
15 Daniel Thøgersen
20 Yacine Bourhane
19 Nicklas Strunck
8 Mads Larsen
21 Leonel Montano
10 Mathias Jørgensen
11 Emil Holten

Indskiftninger:
61′ Bardhec Bytyqi (Leonel Montano)
61′ Marcus Hansen (Emil Holten)
83′ Hans Høllsberg (Yacine Bourhane)
83′ Jesper Lauridsen (Jonas Mortensen)
90′ Andriy Novikov (Mathias Jørgensen)

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo