EfB tabte hjemme til Horsens
Esbjerg fB viste gode takter i store dele af opgøret i sæsonens sidste hjemmekamp, men måtte se sig slået af Horsens på trods af et hav af chancer. Rafal Kurzawas scoring var således ikke nok, da EfB tabte 1-2.
Esbjerg fB måtte kort inden opgøret på Blue Water Arena justere i startopstillingen, da Yuriy Yakovenko måtte udgå under opvarmningen. I stedet startede Patrick Egelund helt i front med Mohammed Dauda, da EfB tabte 1-2 til Horsens på trods af fint overtag i store perioder af kampen og et hav af chancer.
Esbjerg fB startede fint ud i sæsonens sidste hjemmekamp, og inden for de første ti minutter var der optræk til muligheder fra kanterne. Den bedste af dem stod Rafal Kurzawa bag, da han chippede et indlæg i feltet, men Horsens’ keeper kunne bokse den ud i spil igen.
Herefter tog gæsterne bolden mere til sig, og det udmøntede sig i kampens første scoring efter et kvarters spil.
Udeholdet spillede en bold ned bag EfB’s bagkæde, hvor Vito Mannone var uden chance for at forhindre scoringen fra tæt hold. 1-0 til Horsens.
Få minutter senere var EfB tæt på at udligne over to omgange. Først kom Patrick Egelund fri igennem, men angriberen måtte se Delac i buret blokere skuddet, og kort efter havde Mohammed Dauda et fladt skud tæt forbi den fjerne opstander.
EfB viste dog stærk moral efter udeholdets scoring, og fortsatte med at presse på for en udligning.
Tæt på var det også i det 26. minut, da en triple-chance end ikke passerede målstregen. Først Patrick Egelund, dernæst Joni Kauko og til slut sparkede Dauda tæt forbi stolpen for anden gang i kampen.
Der var chancer i begge ender, og efter tilfældigheder i EfB’s felt var det lige ved, at Horsens sparkede bolden helt op i krydset, men heldigvis fortsatte læderet tæt over sammenfoldningen.
Frem mod slutningen af første halvleg var der flere muligheder, og ofte var det Kurzawa, Dauda og Egelund, som Horsens havde svært ved at holde styr på. Dauda var især livlig, som måtte se endnu en afslutning blokeret, da han trykkede af nær feltkanten.
I første halvlegs tillægstid kom den fortjente og længe ventede udligning, da Rafal Kurzawa flot sendte en afslutning i mål, og EfB kunne således gå til pause med balance i regnskabet.
EfB fortsatte energisk efter pausen med ryk op af kanterne, og Patrick Egelund fik atter et skud til statistikken, da han i en omstilling afsluttede fint, men den østjyske defensiv afviste nok en gang.
Horsens havde det svært kvarteret efter pausen mod EfB’erne, der viste et velfungerende presspil, som således ikke gav hverken tid eller plads til udeholdet. Som konsekvens heraf skiftede Horsens da også tre mand efter en times spil.
Mohammed Dauda kom atter i fokus, da kampen havde rundet lidt mere end en time spillet, idet han tilspillede sig endnu en stor chance.
Patrick Egelund fandt ghaneseren i dybden, men EfB’s nummer 10 formåede ikke at udplacere keeperen, som fik en fodparade på.
Med tyve minutter igen mod både spil og chancer, så bragte Horsens sig foran 2-1.
En Horsens-spiller fik bolden under kontrol i feltet, og selvom han ikke fik ordentligt træf på afslutningen, så tog den en afretning som lig akkurat var nok til at snyde EfB-keeperen i målet.
Ti minutter før tid måtte Vito Mannone helt ud og redde nær stolpen, da udeholdet fik tilkendt et straffespark. Stærk aktion fra den italienske keeper, som dermed afværgede 1-3 og holdt EfB inde i kampen.
EfB søgte udligningen i kampens slutfase, hvor en af fem indskiftere, Nicklas Røjkjær, havde et skud mod mål, som Horsens-defensiven dog afviste.
Vito var med helt fremme i de døende sekunder og var også tæt på at udligne, men der faldt ikke flere scoringer på Blue Water Arena, og EfB måtte se sig slået 1-2 i sæsonens sidste hjemmekamp.
Resultat:
Esbjerg fB – AC Horsens 1-2 (1-1)
Målscorere:
15′ 0-1 Hallur Hansson
45’+2 1-1 Rafal Kurzawa
72′ 1-2 Simon Okosun
Startopstilling:
1 Vito Mannone
25 Jeppe Brinch
8 Rodolph Austin
20 Søren Reese
17 Kevin Conboy
6 Lasha Parunashvili
38 Jacob Lungi Sørensen
7 Joni Kauko
12 Rafal Kurzawa
10 Mohammed Dauda
47 Patrick Egelund
Indskiftninger:
65′ Pyry Soiri (Mohammed Dauda)
76′ Mads Larsen (Jeppe Brinch)
76′ Daniel Anyembe (Kevin Conboy)
83′ Jonas Mortensen (Lasha Parunashvili)
83′ Nicklas Røjkjær (Patrick Egelund)