Førstehold

EfB tabte med 1-2 til Fredericia

Blue Water Arena dannede mandag aften rammen om Esbjerg fB’s kamp i 1. division mod FC Fredericia. Gæsterne viste sig skarpest, da mulighederne opstod, og kunne derfor rejse afsted med alle tre point, idet det lykkedes at besejre EfB med 2-1.

Esbjerg fB måtte mandag aften se et 1-2-nederlag i øjnene, da FC Fredericia gæstede Blue Water Arena i 1. division. Jakob Ankersen udlignede til 1-1 i anden halvleg, men det rakte altså ikke i en kamp, hvor kynisme gjorde udslaget.

Åbningen på kampen var en ligelig fordeling i spillet mellem de to mandskaber, idet ingen for alvor formåede at tage teten.

EfB forsøgte sig primært over venstre-siden i det første kvarter, og særligt en enkelt aktion fra Mads Larsen og Jakob Ankersen fremtvang klapsalver blandt de fremmødte tilskuere.

De to spillere kombinerede sig nemlig fint igennem med hæl og tå, men angrebet blev bremset af en Fredericia-tackling inden, det kunne være blevet rigtig sjovt.

Efter 20 minutters spil testede EfB gæsternes målmand for første gang, da Joni Kauko sendte en god tværbold afsted mod Ankersen, der havde taget et godt løb.

Kantspilleren tog bolden til sig, og gik forbi sin direkte modstander, inden han fra en spids vinkel forsøgte at slå et hårdt indlæg, som dog landede lige i handskerne.

Som halvlegen skred frem stod der EfB på mere og mere af det, der skete på banen, og Fredericia kom langt ned at stå.

Først da der var spillet en god halv time blev defensiven afprøvet i et par situationer, og i et enkelt tilfælde gik det galt.

En Fredericia-spiller blev nemlig nedlagt på ulovlig vis efter 35 minutter, og dommeren pegede straks på straffesparkspletten.

Selvom Mads Kikkenborg i målet valgte den rigtige side, og kom ned og fik handsken på, måtte han og holdet dog se bolden gå i nettet via stolpen, og derfor kunne østjyderne bringe sig foran med 1-0.

Cheftræner Olafur Kristjansson brugte pausen på at foretage en ændring, idet Pyry Soiri blev sendt på banen i stedet for Patrick Egelund, der for første gang siden september var at finde i startopstillingen.

Finnen bragte straks fart og udfordringer ind i spillet, og efter en håndfuld minutter iscenesatte han et godt angreb afsluttende ved Mads Larsen.

Larsen blev således spillet fri på baglinjen, hvorfra han sendte en flad aflevering ind i feltet mellem venner og fjender uden, at det dog kastede en udligning af sig.

Da stadionuret rundede 60 minutter blev der foretaget yderligere ændringer på holdet, da 16-årige Phun Mang og 17-årige Zean Dalügge begge blev sendt på banen.

Blot to minutter senere kunne de to unge spillere juble sammen med resten af EfB’erne, da Ankersen bragte balance i regnskabet.

Den hurtige kantspiller tog et godt løb ind i feltet bagom Fredericia-forsvarsspillerne, hvor han fik serveret en flot pasning af Soiri lige i fødderne.

Alene med målmanden forsøgte Ankersen at vippe bolden i mål, men der blev reddet i første omgang. Returen fik han dog med, og kunne sende i det tomme mål.

Herfra jagtede EfB sejren med offensivt spil og mange spillere med i hvert angreb, hvilket så omvendt gav plads den anden vej.

Som da Fredericia fik en friløber fra midten af banen kort efter 1-1-scoringen, og Kikkenborg måtte hive en flot redning frem.

I det hele taget var anden halvleg en underholdende affære i modsætning til de første 45 minutter, og målscorer Ankersen var tæt på at tilføje endnu et mål til CV’et, da han blev sendt alene igennem til afslutning. Denne gang trak Fredericias målmand dog det længste strå.

Og når man ikke kender sin besøgelsestid i fodbold, så er det før set, at det kan gå den gale vej.

Dette var også tilfældet godt et kvarter før tid, da østjyderne ud af ingenting bragte sig foran med 2-1.

En flad bold blev fra højre-siden sendt ind fladt i feltet, hvor en Fredericia-spiller kom først på den og med en hård inderside fik nettet til at blafre.

EfB lykkedes ikke med endnu en udligning, og det sluttede dermed med et nederlag på 1-2.

Næste spillerunde er på lørdag kl. 15.00, hvor Viborg FF gæster Blue Water Arena.


Resultat:
Esbjerg fB – FC Fredericia 1-2 (0-1)

Målscorer:
35′ 0-1 Oliver Sørensen
62′ 1-1 Jakob Ankersen
74′ 1-2 Leonel Montano

Startopstilling:
30 Mads Kikkenborg
40 Daniel Anyembe
4 Viktor Tranberg
32 Kasper Pedersen
17 Kevin Conboy
19 Nicklas Strunck
7 Joni Kauko
50 Mads Larsen
47 Patrick Egelund
10 Jakob Ankersen
22 Kjartan Finnbogason

Indskiftninger:
46′ Pyry Soiri (Patrick Egelund)
60′ Phun Mang (Mads Larsen)
60′ Kjartan Finnbogason (Zean Dalügge)
83′ Lasha Parunashvili (Daniel Anyembe)

Tilskuertal:
1.415

Næste Hjemmekamp
søndag d. 3. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo