EfB tabte til skarpe OB
Esbjerg fB led fredag aften et kostbart nederlag i Superligaen, da holdet på udebane i Odense tabte med 1-4 til et OB-mandskab, der viste sig skarpest foran målet.
Esbjerg fB er ikke længere nummer tre i Superligaen, da holdet fredag aften tabte til et skarpt OB-hold i Odense med 1-4. OB var foran 2-0 ved pausen, og EfB formåede ikke at komme tilbage og tage vigtige point. Det betyder, at fynboerne kravler op på tredjepladsen, mens vi må tage til takke med en placering som nummer fire.
Kampen fik en stille indledning, hvor det var tydeligt, at der stod værdifulde point på spil. Begge mandskaber så hinanden an, og der blev ikke skabt de helt store chancer.
Hjemmeholdet havde dog en tand mere spilovertag, og det udmøntede sig i en scoring til 1-0 efter godt et kvarter. OB’s forsvarsspiller Oliver Lund drev bolden frem i venstresiden, hvor EfB-forsvaret var en anelse passive. Fra kanten af feltet fik Lund derfor plads til at sende en flad inderside-afslutning afsted mod mål, og bolden gik igennem venner og fjender og ind bag Jeppe Højbjerg i EfB-målet.
Nede med 0-1 viste EfB-mandskabet god moral, og holdet spillede sig fint ind i kampen igen. De helt store chancer udeblev dog trods flere gode kombinationer.
Derfor var det som at få en kold spand vand i hovedet, da Troels Kløve i første halvlegs sidste spilleminut kunne bringe OB foran med 2-0.
Målet faldt efter en lang bold fra odenseanerne, hvor midterforsvarer Jeppe Brinch væltede højt oppe i banen efter en nærkamp med Bashkim Kadrii, der efterfølgende fik frit løb mod EfB-målet. OB-profilen valgte at spille bolden på tværs, hvor holdkammerat Troels Kløve efter en stor redning af Jeppe Højbjerg og en blokering til sidst kunne sparke bolden i nettet til 2-0.
EfB forsøgte efter pausen at skabe spænding i opgøret, og holdet kom således offensivt ud med blandt andet en indskiftning af kantspiller Emmanuel Oti Essigba.
Trods de gode intentioner fra cheftræner John Lammers var det OB, der efter 60 minutter kunne juble. Forsvarsspiller Ramon Leeuwin kom højest på et hjørnespark, hvorfra han kunne heade bolden ind bag en chanceløs Jeppe Højbjerg og bringe fynboerne på 3-0.
Med små 20 minutter igen af kampen blev der kortvarigt skabt spænding om udfaldet, da angriber Yuri Yakovenko flot fik reduceret til 1-3. Fra en spids vinkel og hårdtpresset af en OB-forsvarer formåede ukraineren at sparke bolden ind bag OB-målmand Sten Grytebust via stolpen.
Herefter satsede EfB mere og mere som minutterne gik og trods flere gode optræk, hvor Joni Kauko havde den største mulighed, lykkedes det desværre ikke at få reduceret yderligere. Satsningen gav plads den anden vej for hjemmeholdet, og kort før tid lukkede og slukkede OB med kampens sidste scoring til 4-1 på endnu et mål af Troels Kløve.
Vi må derfor tage imod det første nederlag i knap halvanden måned.
>> Se og hør Joni Kaukos reaktion af resultatet på EfB TV
>> Køb billet til næste hjemmekamp – søndag d. 19. maj kl. 18.00 mod FC København
Resultat:
OB-EfB 4-1 (2-0)
Målscorer:
16′ 1-0 Oliver Lund
45′ 2-0 Troels Kløve
60′ 3-0 Ramon Leeuwin
71′ 3-1 Yuri Yakovenko
88′ 4-1 Troels Kløve
Startopstilling:
16. Jeppe Højbjerg
40. Daniel Anyembe
25. Jeppe Brinch
8. Rodolph Austin
14. Jesper Lauridsen
38. Jacob Lungi Sørensen
7. Joni Kauko
6. Lasha Parunashvili
21. Mark Brink
10. Carlo Holse
9. Adrian Petre
Indskiftninger:
45′ Emmanuel Oti Essigba (Jeppe Brinch)
61′ Yuri Yakovenko (Adrian Petre)
75′ Adnane Tighadouini (Mark Brink)
Tilskuertal:
8.724