EfB vinder første test med masser af meter i benene
Esbjerg fB vandt lørdag med 3-0 over Middelfart BK i opstartens første træningskamp, der bød på spilletid til 22 forskellige spillere. Tim Freriks scorede målene.
Årets første træningskamp for Esbjerg fB bød på mange spilleminutter til hele 22 spillere, da holdet sikkert vandt med 3-0 over Middelfart BK efter et vaskeægte hattrick af Tim Freriks i anden halvleg.
Opgøret begyndte i et fint tempo, og EfB kom hurtigt frem til en potentiel fin mulighed.
Bertram Kvist, der har fået lov at vise sig frem, afsluttede nemlig et godt angreb efter blot fire minutters spil, men det blev ikke farligt nok i sidste ende.
EfB fik hurtigt herefter fin kontrol over begivenhederne.
Holdet fik således igangsat angreb, når muligheden bød sig som efter 20 minutters spil.
Andreas Lausen modtog den foran eget felt, hvorefter han med en fremragende pasning frem i banen fandt fremadstormende Patrick Tjørnelund, der kom til en fin indlægssituation.
Middelfart-defensiven fik dog afværget i feltet, og det fine angreb resulterede derfor ikke i en scoring.
Selvom EfB var mest på bolden, og fik spillet til at flyde fornuftigt og med god fart, så kneb det med at skabe åbenlyse målchancer.
Fynboerne formåede heller ikke at bryde igennem EfB-defensiven, når der lejlighedsvis var optræk til en mulighed.
En chancefattig første halvleg sluttede derfor uden scoringer, og holdene kunne derfor tage en kort pause inden de sidste 45 minutter.
EfB benyttede spilstoppet til at foretage hele 10 ændringer, og kun Patrick Tjørnelund fik lov at fortsætte på banen i den sidste halvdel.
Holdet kom godt fra land i anden halvleg, da Tim Freriks efter blot fire minutters spil kunne score til 1-0 efter en omstilling.
Bolden blev sendt i boksen fra højre side, hvor Middelfart-defensiven ikke formåede at cleare tilpas langt væk med det resultat, at hollænderen stod klar til at samle op og score.
Gæsterne spillede sig herefter fint tilbage i kampen, og fik sammensat godt spil på EfB’s banehalvdel, hvilket tvang defensiven til at være ekstra opmærksomme.
Efter en god times spil resulterede overtaget da også i en fin afslutning mod mål, hvor Daniel Gadegaard måtte se stolpen tage fra.
Anderledes skarpe var EfB dog et par minutter senere, da det blev 2-0.
Et indkast blev sat i gang, og Lucas From spillede fornemt Jacob Buus fri til at slå et indlæg.
Det lå perfekt i feltet, hvor Freriks steg til vejrs og endnu engang kunne score.
Scoringen gav EfB kontrollen tilbage i kampen, hvilket resulterede i en del boldbesiddelse fremme på banen.
Da uret rundede 77 minutter scorede EfB nok engang, da det blev 3-0.
Og endnu engang var Freriks på pletten, da han blev spillet fri i feltet.
Alene med målmanden var der ingen slinger i valsen, og med et resolut hug sparkede han bolden fladt i mål.
Mod kampens slutning faldt en del af intensiteten i opgøret, og som tiden nærmede sig de 90 minutter, skulle begge hold blot have tiden til at gå.
Dog skulle 16-årige Julius Lucena i de døende sekunder få chancen for at øge til 4-0, men han nåede lige akkurat ikke frem til en tværbold gennem feltet, og der faldt derfor ikke flere mål.
Resultat:
Esbjerg fB – Middelfart BK 3-0 (0-0)
Målscorere:
49′ 1-0 Tim Freriks
65′ 2-0 Tim Freriks
77′ 3-0 Tim Freriks
Startopstilling:
Kasper Kristensen
Patrick Tjørnelund
Johan Meyer
Andreas Troelsen
Leonel Montano
Yacine Bourhane
Julius Beck
Bertram Kvist
Peter Bjur
Andreas Lausen
Frederik Flaskager
Indskiftninger:
46′ Daniel Gadegaard (Kasper Kristensen)
46′ Jacob Buus (Leonel Montano)
46′ Anton Skipper (Andreas Troelsen)
46′ Tobias Stagaard (Johan Meyer)
46′ Breki Baldursson (Yacine Bourhane)
46′ Mikail Maden (Julius Beck)
46′ Nicklas Strunck (Bertram Kvist)
46′ Lucas From (Peter Bjur)
46′ Julius Lucena (Andreas Lausen)
46′ Tim Freriks (Frederik Flaskager)
60′ Mads Svane (Patrick Tjørnelund)