Førstehold

EfB vinder og sprudler i topkamp

Det lykkedes søndag Esbjerg fB at lægge yderligere afstand til holdene i 2. division efter, at holdet slog B.93 med 4-2 søndag på Blue Water Arena. Holdet var foran med 3-0 ved pausen.

Esbjerg fB tog søndag eftermiddag den fjerde sejr på stribe hjemme på Blue Water Arena, og spillede sig på førstepladsen, da holdet uden de store kvaler udraderede B.93 med hele 4-2 i topkampen i 2. division. Emil Holten scorede to og Mads Larsen en før pausen, inden Mathias Jørgensen øgede i begyndelsen af anden halvleg.

Topkampen startede ud med et overtag til gæsterne, der havde en overvægt i boldbesiddelsen fra første minut.

Københavnerne formåede dog på ingen måde at true EfB-defensiven.

Det var EfB, der scorede kampens første mål efter et lille kvarter.

Jesper Lauridsen tog sig af et frispark i højre siden, og med vanlig kvalitet sendte han bolden i en hård, direkte bue ind i feltet.

Her steg Emil Holten til vejrs, og imellem venner og fjender fik han dirigeret bolden forbi B.93-målmanden og over i det lange hjørne.

Føringen gjorde, at EfB for alvor stemplede ind i kampen, og holdet spillede sig frem til flere gode angreb.

Holdet fik dog også et skår i glæden, da Lauridsen, der netop havde bidraget med en assist, måtte forlade banen med en skade.

Kampbilledet blev ikke forvandlet af den årsag, og Daniel Thøgersen kom ind på venstre back, og faldt med det samme ind i spillet.

B.93 havde svært ved at bryde igennem den kompakte EfB-midtbane, der ved Nicklas Strunck, Yacine Bourhane og Hans Høllsberg kom i vejen for meget.

Af den årsag var det heller ikke hverken ulogisk eller ufortjent, at EfB kunne bringe sig foran med 2-0 i det 34. spilleminut.

Jonas Mortensen brød bolden langt oppe, og fik den med i sit løb mod mål.

Backen kom forbi sin direkte modstander, og fik timet sin aflevering ind i banen til Mads Larsen lige inden, han blev forsøgt tacklet.

Anfører Larsen tog et godt touch på bolden, og sparkede den efterfølgende fladt i modsatte sidenet.

EfB var i fuld kontrol, og havde styr på begivenhederne.

Det udnyttede holdet til også at bringe sig foran med hele 3-0 inden pausen.

EfB brød bolden ved midterlinjen, og satte straks ind med en omstilling.

Den blev spillet tværs gennem banen til Mathias Jørgensen i højre side af feltet, der med en god førstegangspasning på langs fandt Holten ved bagerste stang.

Angriberen skulle blot sætte indersiden på, og det gjorde han, og så kunne EfB gå i omklædningsrummet med tre mål oppe.

Cheftræner Lars Vind foretog ingen ændringer i pausen, og spillerne kunne løbe ud til anden halvleg til taktfaste klapsalver fra de 3.119 fremmødte tilskuere.

Det var et klogt valg, for der var ikke engang spillet 10 minutter før det blev 4-0.

Strunck erobrerede bolden på B.93-banehalvdelen, og spillede videre til Høllsberg.

Han serverede bolden for fødder af Mathias Jørgensen, der kom stormende ind i feltet og efter et enkelt træk uden problemer udraderede københavnernes målmand.

Al spænding om slutresultatet var væk, og for gæsterne handlede det udelukkende om overlevelse og om ikke at give EfB mulighed for at udbygge føringen yderligere.

EfB-målmand Jesper Sørensen måtte efter 68 minutter for første gang strække sig an for alvor for at forhindre en reducering, og det klarede han på flotteste vis med en redning efter et hovedstød.

Det brændte dog også på i den anden ende, og indskiftede Leonel Montano var centimeter fra at øge til 5-0 godt 10 minutter før tid.

Angriberen pillede en høj bold ned inde i feltet, gik forbi sin nærmeste modstander og afsluttede fladt.

Kun en god redning af B.93-målmanden forhindrede yderlig EfB-scoring.

Der skulle falder yderligere et mål i kampen, og det tilfaldt gæsterne.

Københavnerklubben fik reduceret til 1-4 i en situation, hvor der blev afsluttet nede i det ene målhjørne, og Sørensen kunne lige akkurat ikke nå ned til den.

En lille håndfuld minutter senere var der endnu en streg i regningen til EfB, da Larsen modtog sit andet gule kort og dermed så rødt.

I kampens sidste minut var der dramatik for alle pengene, da dommeren fløjtede straffespark til B.93 begået af Olafsson.

Foruden forseelsen blev målmand Sørensen udvist, inden sparket fra 11-meterpletten blev sendt afsted.

Målmanden fik sit andet gule kort for usportslig optræden, idet han tog fat i overliggeren.

Da alle indskiftningsmuligheder var benyttet, måtte Montano tage handskerne på men på trods af, han valgte den rigtige side, kunne han ikke undgå en 2-4-reducering.

Det ændrede dog ikke på helhedsindtrykket, og EfB kunne i de sidste sekunder arbejde sejren og de tre point hjem efter en fremragende spille- og holdindsats.

EfB spiller hjem igen søndag d. 13. november kl. 15.00, når Brabrand IF kommer på besøg.

>> Køb billet til EfB – Brabrand nu


Resultat:
Esbjerg fB – B.93 4-2 (3-0)

Målscorere:
13′ 1-0 Emil Holten
34′ 2-0 Mads Larsen
43′ 3-0 Emil Holten
53′ 4-0 Mathias Jørgensen
81′ 4-1
90+1 4-2 

Udvisninger:
85′ Mads Larsen
90′ Jesper Sørensen

Startopstilling:
33 Jesper Sørensen
2 Jonas Mortensen
22 Isak Olafsson
30 Con Ouzounidis
6 Jesper Lauridsen
20 Yacine Bourhane
19 Nicklas Strunck
24 Hans Høllsberg
8 Mads Larsen
10 Mathias Jørgensen
11 Emil Holten

Indskiftninger:
20′ Daniel Thøgersen (Jesper Lauridsen)
61′ Leonel Montano (Emil Holten)
82′ Bardhec Bytyqi (Hans Høllsberg)

Tilskuertal:
3.119

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo