Akademi

EfB’s akademi fortsat blandt landets bedste

Esbjerg fB er igen blevet tildelt 3,5 stjerner i DBU’s klublicenssystem, hvilket sikrer klubbens drenge-ungdomshold fortsat deltager på højeste nationale niveau. Tildelingen placerer EfB blandt få Betinia Liga-klubber med ligastatus på akademi-niveau.

Esbjerg fB’s ungdoms- og talentarbejde er endnu en gang blevet vurderet på et højt niveau af DBU, der har tildelt klubben 3,5 stjerner i den seneste klublicensvurdering.

Det betyder, at EfB også fremover har drenge-ungdomshold repræsenteret på højeste, nationale niveau i U15-, U17- og U19-rækkerne, hvor de bedste talentmiljøer i dansk fodbold konkurrerer.

For EfB er vurderingen en vigtig anerkendelse af det arbejde, der hver dag bliver lagt i akademiet på Gl. Vardevej, og samtidig en bekræftelse på ambitionen om at udvikle dygtige, egenudviklede spillere til fremtidens førstehold og kampe på Blue Water Arena.

Talentchef Anders Brynaa er tilfreds med, at EfB endnu en gang placerer sig stærkt i DBU’s vurdering.

– Vi er meget stolte over igen at få tildelt 3,5 stjerner og dermed fastholde vores ligastatus. Det er en stor anerkendelse af det arbejde, der bliver udført hver eneste dag af mange dygtige og dedikerede mennesker i og omkring akademiet. Samtidig er det værd at hæfte sig ved, at vi som en af få Betinia Liga-klubber har ungdomshold med på højeste niveau i Danmark, og det siger noget om den position, EfB fortsat har i talentudviklingen, siger han.

Akademiet er en central del af EfB’s strategi og skal både være med til at skabe stærke, sportslige resultater i ungdomsrækkerne og på sigt udvikle spillere, der kan tage skridtet op på førsteholdet og begejstre tilskuerne.

– Vi arbejder hver dag benhårdt med en kompleks opgave. På den ene side skal vi bygge en bæredygtig fodboldklub med et langsigtet fokus på talentudvikling, og på den anden side skal vi være kompetitive med vores førstehold her og nu. Det kræver klare prioriteringer, tålmodighed og en stærk fælles retning, og derfor betyder det meget, at DBU’s vurdering bekræfter, at vi står på et solidt fundament, siger Anders Brynaa.

I EfB arbejdes der målrettet med at skabe en tydelig sammenhæng mellem akademi og førstehold, så spillere, trænere og stab arbejder ud fra en fælles fodboldmæssig retning, hvor målet er at gøre vejen fra ungdoms- til seniorfodbold så naturlig som muligt.

Samtidig har EfB gennem det seneste år sat flere initiativer i gang, som skal optimere talentudviklingen yderligere.

– Vi har over det seneste års tid igangsat en række tiltag, der skal styrke vores miljø, struktur og måde at arbejde med spillerudvikling på. Flere af initiativerne er allerede i gang, og vi har yderligere på vej. Det interessante er, at de endnu ikke for alvor slår igennem i den nuværende DBU-auditering, og derfor ser vi lyst på perspektiverne for at kunne styrke vores talentudvikling yderligere i de kommende år.

– Vi glæder os over anerkendelsen, men vi ser den først og fremmest som motivation til at fortsætte udviklingen. Ambitionen er ikke bare at fastholde vores niveau, men derimod at løfte det. Vi vil skabe et endnu stærkere talentmiljø, hvor flere spillere fra Esbjerg, Sydvestjylland og vores samarbejdsklubber får mulighed for at tage næste skridt i deres udvikling og på sigt blive en del af EfB’s førstehold, siger Anders Brynaa.

EfB arbejder fortsat tæt sammen med klubberne i Sydvestjysk Fodbold Samarbejde, der spiller en vigtig rolle i udviklingen af lokale talenter og i styrkelsen af fodbolden i lokalområdet.

For EfB er den nye DBU-vurdering derfor både en faglig blåstempling af akademiets nuværende niveau og et vigtigt signal om, at klubben fortsat vil investere målrettet i fremtidens spillere.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 31. maj - kl. 15.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo