Førstehold

Effektive midtjyder slog EfB

Det lykkedes ikke Esbjerg fB at hente point fredag på Blue Water Arena mod FC Midtjylland, selvom holdet var foran med 1-0. Gæsterne var skarpest i felterne og vandt derfor med 2-1.

Esbjerg fB leverede en godkendt indsats fredag aften hjemme mod FC Midtjylland i 3F Superligaen, men trods en 1-0-føring på mål af Yuriy Yakovenko rakte det ikke til point. Udeholdet scorede nemlig to gange på seks minutter midtvejs i anden halvleg.
Gæsterne fra Herning dominerede i de første tre-fire minutter, hvor EfB-forsvaret blev tvunget til at være vågne på et par skarpe stikninger.
Det var som om, at der sad en nervøsitet i de blå-hvide spillere, der lige skulle overvindes, inden angrebene mod midtjydernes mål kunne begynde.
Efter få syv minutter blev Yuriy Yakovenko således sendt afsted i dybden, og angriberen var halvvejs alene igennem, inden FCM’s målmand kom ud og nedlagde ham. Det kostede et gult kort og et frispark til EfB fem meter uden for feltet.
I de efterfølgende minutter blev spillet fastholdt på FCM-banehalvdelen, hvor gode kombinationer iscenesatte flere fine optræk.
Efter 19 minutter var Mathias Kristensen tæt på at bringe EfB foran med 1-0. Kantspilleren var knap nok nået over midterlinjen i en omstilling, da han med et frækt forsøg sparkede på kassen. Gæsternes målmand stod langt ude, og bolden var millimeter fra at suse ind over ham og i mål, men en hånd på i sidste øjeblik gjorde, at stolpen tog fra.
Knap en halv time inde i opgøret var det FCM til at være tæt på efter et frispark.
Fra et par meters afstand udenfor feltet blev der sendt et skud direkte mod Jeppe Højbjerg i EfB-målet. Heldigvis manglede det midtjyske forsøg den sidste skarphed, og sidenettet tog fra.
I det næste angreb var det så atter EfB’s tur til at være tæt på.
Joni Kauko fandt flot Kristensen med en god frispilning ind midt i banen. I total-fri position på kanten af feltet vendte EfB’s nr. 26 fint rundt og afsluttede resolut mod det ene målhjørne. Den afgørende præcision var der dog ikke, og bolden gik snert forbi opstanderen til stor ærgrelse for det vestjyske publikum.
Rammen for første halvleg blev lige-ved-og-næsten for begge hold, idet pausestillingen var 0-0.
Allerede fire minutter efter pausen brændte det på i EfB’s målfelt.
Daniel Anyembe blev overløbet på backen, og midtjyderne sendte fra baglinjen en aflevering skråt tilbage i feltet. Her blev der afsluttet fladt første gang, men heldigvis kom heroisk kæmpende Rodolph Austin i vejen og fik blokeret.
Trykket på EfB fortsatte fra gæsternes side, som lykkedes med at skubbe spillet helt op foran feltet.
Derfor stod det heller ikke skrevet, at Yakovenko efter 55 minutter kunne bringe EfB foran med 1-0.
Fra kanten af feltet afsluttede ukraineren fladt mod det korte hjørne med venstreskøjten, og bolden sad tilpas langt uden for FCM-målmandens rækkevidde, og så kunne jublen bryde løs.
Føringen rakte dog kun godt 10 minutter, inden FCM udlignede til 1-1.
Udeholdet fik for god tid og plads foran feltet, hvilket blev udnyttet til at sende et indlæg mod det bagerste område af målfeltet. Her kom en FCM’er først på bolden, og med en kølig afslutning blev bolden sat ind bag en chanceløs Højbjerg.
Herefter fortsatte kampbilledet med FCM i teten.
Det resulterede da også i en 1-2-scoring i det 73. minut. Midtjyderne kom til en forkølet afslutning efter klumpspil i feltet, og Højbjerg i målet kunne ikke holde bolden, der strøg ind over stregen.
Modgangen fik EfB længere frem på banen og 12 minutter før tid var det tæt på 2-2.
Anyembe sendte en god bold ind foran mål, hvor kun en FCM-fod i sidste øjeblik forhindrede indskiftede Adrian Petre i at udligne.
To minutter senere var det igen tæt på. Petre modtog bolden i fremdrift i den ene side, og han stormede straks mod mål. FCM-målmanden kom ud og fik chikaneret afslutningen, der gik en meters penge fladt forbi den ene opstander.
I de døende minutter blev alt satset fremad banen i jagten på en pointgivende udligning, men trods de mange gode intentioner udeblev 2-2-scoringen, og EfB måtte derfor se sig besejret på eget græs, selvom præstationen var god.


Resultat:
Esbjerg fB – FC Midtjylland 1-2 (0-0)
Målscorere:
56′ 1-0 Yuriy Yakovenko
67′ 1-1 Mikael Andersson
73′ 1-2 Alexander Scholz
Startopstilling:
16. Jeppe Højbjerg
40. Daniel Anyembe
8. Rodolph Austin
5. Markus Halsti
14. Jesper Lauridsen
6. Lasha Parunashvili
38. Jacob Lungi Sørensen
7. Joni Kauko
11. Pyry Soiri
26. Mathias Kristensen
23. Yuriy Yakovenko
Indskiftninger:
61′ Jeppe Brinch (Rodolph Austin)
65′ Adrian Petre (Yuriy Yakovenko)
77′ Mark Brink (Pyry Soiri)
Tilskuertal:
4.637

Næste Hjemmekamp
søndag d. 3. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo