Førstehold

Sen udligning kostede EfB point

Esbjerg fB havde sejren inden for rækkevidde torsdag, men måtte på et sent indkasseret mål tage til takke med et enkelt point mod Hobro IK. 2-2 endte opgøret, hvor EfB i særligt første halvleg viste mange gode offensive takter.

Det lignede længe en sejr til Esbjerg fB i NordicBet Ligaen torsdag aften, men i scoring i tre minutters overtid til Hobro IK gjorde, at opgøret mellem de to mandskaber endte 2-2. Con Ouzounidis og Mathias Jørgensen havde ellers sørget for en 2-0-føring til EfB i første halvleg.

EfB, der stillede op i en ny formation med blandt andet tre spillere helt fremme, formåede fra første fløjt at lægge et højt pres på gæsterne.

Det tvang Hobro til at bruge ulovlige midler i en situation foran feltet efter et par minutter og dermed frispark.

Nicklas Strunck gik til bolden og sendte den hårdt ind mellem venner og fjender foran mål.

Her dukkede Con Ouzounidis op, og den australske midterforsvarer skulle blot styre den i nettet til 1-0.

EfB fulgte op på den gode start ved at fortsætte angrebene, og det kastede en god skudposition af sig til Elias Sørensen, der spillede i højre-siden i tremandsangrebet.

Angriberen fik dog ikke helt det rette træf på bolden, og han måtte se den gå snert over.

Efter omkring 20 minutters spil ramte Sørensen dog et præcist teknisk niveau, da han tog en dybdebold flot ned i feltet.

På sin andenberøring sendte han den kvikt ind foran mål, hvor Hobro blot kunne stå og kigge på, at Mathias Jørgensen fra modsatte kant var trukket ind og kunne sætte indersiden på til 2-0.

Kort efter var det også tæt på at blive 3-0, da Sørensen endnu engang var løbet i dybden.

Han fik bolden med sig, og snørrede elegant Hobro-målmanden, inden den blev sendt ind foran tomt mål mod Emil Holten.

En gulklædt tackling kom dog imod i sidste øjeblik.

Nordjyderne var sjældne gæster på EfB’s banehalvdel, og da de første gang bed fra sig efter godt en halv time var Jeppe Højbjerg, der var tilbage i målet, på plads.

Målmanden kom nemlig godt ned og fik reddet et farligt skud fra kanten af feltet.

Mod slutningen af første halvleg skabte EfB et fremragende kontrastød i venstre-siden ved Linus Rosenlöcher, der endnu engang var løbet med frem.

Tyskeren slog et tidligt indlæg mod bagerste område i feltet, hvor Holten steg til vejrs og fik headet men desværre forbi.

I de efterfølgende minutter blev det hektisk i EfB-feltet, da Hobro først ramte stolpen med et lumsk skud fra 20 meter, inden gæsterne lykkedes med en reducering til 1-2.

Nordjyderne fik et frispark ude i den ene side i de allersidste sekunder af første halvleg, og det udnyttede holdet til at sende bolden i feltet og heade i nettet.

En noget ærgerlig slutning på første halvleg for EfB, der havde spillet 45 gode minutter.

Cheftræner Michael Kryger foretog ingen ændringer i pausen, men måtte alligevel ændre efter kort tid af anden halvleg, da Elias Sørensen måtte udgå med en skade.

Det sendte EfB over i en lidt mere defensiv udgave med en kompakt midtbanekæde.

Samtidig trak holdet sig længere tilbage på banen, hvilket efterlod tæt på al initiativ til Hobro.

EfB stod dog fantastisk godt sammen som hold, og tillod ingen nævneværdige chancer.

Efter godt 70 minutter foretog EfB to ændringer, da Jonas Mortensen og Simon Bækgård blev sendt på banen med ny energi.

Det fik ikke holdet længere frem på banen, og det kneb gevaldigt med at etablere noget, der mindede om et pres på Hobro.

I stedet blev Hobro mere og mere pågående i de døende minutter, og Viktor Tranberg og Seid Korac blev skiftet ind i bestræbelserne på at forsvare de tre point hjem.

Det lignede da også længe, at forårets første sejr ville blive en realitet, men i de allersidste sekunder formåede Hobro at udligne til slutresultat 2-2 efter klumpspil i feltet.


Resultat:
Esbjerg fB – Hobro IK 2-2 (2-1)

Målscorere:
3′ 1-0 Con Ouzounidis
20′ 2-0 Mathias Jørgensen
45+1′ 2-1 Simon Jakobsen
90+3′ 2-2 Mathias Pedersen

Startopstilling:
16 Jeppe Højbjerg
9 Bardhec Bytyqi
30 Con Ouzounidis
17 Kevin Conboy
5 Linus Rosenlöcher
20 Yacine Bourhane
19 Nicklas Strunck
8 Mads Larsen
7 Elias Sørensen
10 Mathias Jørgensen
11 Emil Holten

Indskiftninger:
48′ Lasha Parunashvili (Elias Sørensen)
72′ Jonas Mortensen (Mathias Jørgensen)
72′ Simon Bækgård (Yacine Bourhane)
81′ Viktor Tranberg (Bardhec Bytyqi)
81′ Seid Korac (Linus Rosenlöcher)

Tilskuertal:
1.520

Næste Hjemmekamp
søndag d. 4. august - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo