Førstehold

Endnu en sejr til U17

Vestjydernes U17-hold er inde i en fremragende periode resultatmæssigt. Holdet havde inden lørdagens kamp mod FCK ikke tabt i de seneste seks kampe, hvor det er blevet til 16 point ud af 18 mulige. Den imponerende stime forsatte, da holdet hjemme vandt 2-1 på mål af Rasmus Madsen og Malthe Nielsen.

Esbjergenserne fik en blandet start på kampen, hvor holdet fik skabt flere fine chancer i det offensive spil, mens man haltede efter defensivt og i flere situationer var på bagkant. Det førte til flere FCK-chancer, og efter 26 minutter faldt kampens første mål.
Det var gæsternes Fisnik Isaki, der kom på tavlen efter tøvende forsvarsspil fra EfB. Et mislykket presspil i højre side førte til, at hovedstadsklubben fik kombineret sig igennem Esbjerg-defensiven, og til sidst endte bolden for fødderne af Fisnik Isaki, som kunne sparke bolden ind i et tomt mål.
Fire minutter senere fik hjemmeholdet dog bragt balance i regnskabet. Rasmus Madsen, der fik chancen i angrebet efter Zean Peetz Dalügge blev rykket op til U19-kampen, viste, at han ved, hvor målet står.
Assisten kom fra Kristian Iversen, som orienterede sig fra sin position i højre side og herefter lagde en perfekt bold ind i fødderne på den målfarlige angriber, som var sikkerheden selv og sparkede kuglen ind i netmaskerne til stillingen 1-1, som holdene også gik til pause med.
I pausen blev der aftalt, at hele EfB-holdet skulle flytte sig og forbedre sig i flere aspekter af spillet, men i særdeleshed i den defensive organisation, hvor man slet ikke var gode nok i duellerne og generelt gav for mange chancer væk.
Værterne lykkedes dog aldrig med at få forløst netop denne plan, og i stedet fortsatte FCK med at producere chancer, og undervejs i anden halvleg måtte EfB-keeper Jesper Sørensen hive en flot redning op efter en friløber, der kunne have bragt københavnerne i front.
Med marginaler – og en smule held – lykkedes EfB med at holde gæsterne fra fadet scoringsmæssigt, og efter 90 minutter kom esbjergenserne så på 2-1, da den indskiftede højreback Malthe Nielsen kom igennem i højre side efter et gennemspillet angreb.
Her havde den vikarierende back masser af plads, og da han nåede frem til feltet, sendte han en flad afslutning afsted mod fjerneste målstolpe, som fløj ind bag FCK-målmanden. Målet blev kampens sidste, og dermed er EfB ubesejret efter syv kampe og er stadig med i kampen om bronzemedaljer.
– Det var en svær kamp mod FCK, hvor vi var alt for meget på bagkant og slet ikke gode nok rent defensivt. Vi giver simpelthen for meget væk. Vi er glade for resultatet, men det er også det eneste, som vi kan være tilfredse med, for det var en indsats langt væk fra vores vanlige standard. Når vi skal til Odense i næste runde, så skal vi løfte os, hvis vi skal have noget med hjem, siger Jerry Lucena efter lørdagens sejr mod FCK.
Skrevet af Martin Jørgensen


Resultat:
EfB – FCK 2-1 (1-1)
Målscorere:
26’ 0-1 Fisnik Isaki
30’ 1-1 Rasmus Madsen
90’ 2-1 Malthe Nielsen
EfB’s startopstilling:
16. Jesper Sørensen
2. Oliver Svendsen
3. Aske Holm Thorsen
5. Mathias Lønne
6. Andreas Troelsen
8. Andreas Sejr Lausen
9. Marcus Kristensen
12. Malthe Kilmark
15. Rasmus Madsen
17. Kristian Iversen
19. Magnus Ephrem Sandfeld

Indskiftninger:
18’ Malthe Nielsen (Oliver Svendsen)
63’ Frederik Brinck Ehrhorn (Rasmus Madsen)
78’ René Holst Andersen (Malthe Kilmark)

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo