Førstehold

Esbjerg fB tabte 1-3 til Helsingør

Esbjerg fB fik ikke point lørdag eftermiddag på hjemmebane, da FC Helsingør var på besøg. EfB tabte 1-3 og Elias Sørensens debutant-mål var altså ikke nok. 

Esbjerg fB tog lørdag eftermiddag imod FC Helsingør på Blue Water Arena, hvor udeholdet var skarpest i offensiven og tog alle tre point. Debutant Elias Sørensens scoring var således ikke nok, idet kampen sluttede 3-1 til Helsingør. 

Kampen åbnede ikke som håbet for hjemmeholdet, idet Helsingør efter blot fem minutters spil kunne bringe sig foran 1-0 efter et fladt spark tog begge stolper og hoppede ind i målet. 

EfB svarede dog hurtigt igen, da to debutanter viste stærkt offensiv spil. Charlie Winfield var arkitekten bag en flot aflevering i dybden til Elias Sørensen, som afdriblede målmanden og sparkede bolden sikkert i mål fra en ellers spids vinkel til 1-1. 

Efter udligningen var EfB bedst og genpresset stressede tydeligt udeholdet, hvilket gav optræk til flere fornuftige muligheder over kanterne. 

Midtvejs i første halvleg blev det dog mere lige. Helsingør-mandskabet testede Højbjerg med en halvflugter, men EfB-keeperen fik lige akkurat fingerspidserne på. 

Efter en halv time spillet måtte cheftræner Hyballa foretage den første indskiftning, idet Isak Olafsson måtte udgå med en skade. Ind kom Mads Larsen, som tog over på midtbanen og skubbede Lasha Parunashvili ned i bagkæden. 

Mod første halvlegs slutning blev EfB mere farlige, hvor især et par giftige indlæg fra siderne voldte problemer for Helsingør. 

Det blev dog ikke til flere scoringer i kampens første halvdel.

Efter pausen var Patrick Schmidt tæt på at bringe EfB foran, men et velkvalificeret spark fortsatte tæt forbi mål. 

Helsingør fik også et par muligheder, som Højbjerg i målet dog havde styr på og viste et par gode parader inde på stregen. 

Efter en times spil kom udeholdet igennem i venstre side og slog en flad bold til forreste stolpe, men afslutningen fra tæt hold gik over mål. 

Nogle minutter senere begik EfB straffespark, da Parunashvili kom for sent ind i en tackling i feltet og dommeren pegede straks på pletten. 

Sparket blev sikkert sat i mål uden chance for Højbjerg, der ellers gik til den rigtige side. 2-1 til Helsingør. 

Kort efter kunne det have blevet til 3-1 for Helsingør, men igen viste Jeppe Højbjerg kvalitet og afværgede udeholdet. 

Med et kvarter igen pressede EfB fint på, men den fornødne kreativitet på den sidste tredjedel udeblev. Samtidig var Helsingør hurtige til at omstille, når bolden kom på udeholdets fødder. 

Med små 10 minutter tilbage af opgøret søgte EfB fortsat udligningen og et hovedstød fra Mads Larsen var lige ved at gå ind ved forreste stolpe. 

I de sidste minutter kom den chance, EfB havde manglet. 

Patrick Egelund opsnappede bolden et stykke over midterlinjen og satte fart direkte mod mål, men det flade spark blev blokeret i sidste øjeblik. 

I de sidste sekunder lukkede og slukkede Helsingør kampen med opgørets sidste scoring. Højbjerg var alene mod to spillere og således chanceløs, da udeholdet trillede bolden ind over stregen. 

Mere var der ikke i den kamp, og EfB måtte se sig slået på Blue Water Arena med et nederlag på 1-3. 

EfB’s næste opgave er lørdag på udebane mod Lyngby BK.


Resultat:
Esbjerg fB – FC Helsingør 1-3 (1-1)

Målscorer:
5′ 0-1 Peter Christiansen
8′ 1-1 Elias Sørensen 
70′ 1-2 Liam Jordan (straffespark)
90’+5 1-3 Alexander Lyng

Startopstilling:
16 Jeppe Højbjerg
59 Matthew Wolfe
22 Isak Olafsson
13 Denis Catovic
7 Patrick Egelund
6 Lasha Parunashvili
19 Nicklas Strunck
55 Charlie Winfield
18 Marcus Kristensen
14 Patrick Schmidt
53 Elias Sørensen

Indskiftninger:
31′ Mads Larsen (Isak Olafsson)
46′ Bendix Bennetzen (Matthew Wolfe)
73′ Jordan Helliwell (Elias Sørensen)

Tilskuertal:
1.834

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo