Førstehold

eSuperliga Playoffs spilles i Forum

Den første sæson af eSuperligaen, har indtil videre været en stor succes målt på alle parametre. Befolkningen har taget den nye turnering til sig i en sådan grad, at finalestævnet nu rykkes til Forum i København, der dermed kommer til at danne rammerne om et af de største FIFA-events nogensinde. Her skal der mandag den 17. december findes den første vinder af eSuperligaen ved et storslået finaleshow, der også vises på Dplay og Canal 9.

Der var store forventninger til eSuperligaen, da konceptet blev præsenteret i begyndelsen af oktober i år. Klubberne og spillerne har i den grad leveret varen, og den ene hæsblæsende runde efter den anden har siden 5. november trukket mange seere på både Dplay og Canal 9. Danskerne og især den yngre generation har i den grad taget eSuperligaen til sig.
Plads til 8.000 fans
Af samme grund er det derfor nu besluttet, at den store Playoff-runde i eSuperligaen rykkes til et storslået esport-event i Forum med plads til op mod 8.000 tilskuere. Til sammenligning havde FIFA eWorld Cup 2019, der betragtes som den mest prestigefyldte FIFA-turnering, i omegnen af 1.000 tilskuere, da det blev afholdt i O2 Arena i London i august.
– Vi er stolte over at kunne præsentere eSuperliga Playoffs i en arena som Forum og et finalevent i så imponerende en størrelsesorden allerede i turneringens første sæson. eSuperliga Playoffs er med sine mulige 8.000 tilskuere vel nok den mest ambitiøse FIFA-turnering, der nogensinde er blevet afholdt og ligger på niveau med andre store esport-events, siger Marcus Lindmark, CEO for Dreamhack og fortsætter:
– I Dreamhack ser vi et enormt udviklingspotentiale i FIFA som esport og Danmark er skræddersyet til at agere foregangsland. Den danske FIFA-scene er en af de mest konkurrencedygtige i hele verden med rigtig mange spillere på et tårnhøjt niveau, så det bliver noget af det allerbedste FIFA, tilskuere til eSuperliga Playoffs kan glæde sig til at opleve i Forum den 17. december, afslutter han.
Over 55.000 timers eSuperliga set på Dplay
eSuperligaen var i den grad en digital satsning for Discovery Networks Danmark, da de tidligere på året trådte ind i samarbejdet om ligaen. eSuperligaen blev rullet ud på Discoverys streamingtjeneste Dplay, og var tænkt som et produkt, der især skulle imødekomme medieforbruget hos de yngste seere. Og meget tyder på, at streaming-satsningen på Dplay er lykkes. I skrivende stund, tre uger inde i eSuperligaen, er der set over 55.000 timers eSuperliga på Dplay, med 52.000 unikke besøgende til eSuperliga-sektionen på Dplay.dk. I tillæg har indhold fra eSuperligaen genereret knap 4.000.000 visninger på sociale medier.
Også på Canal 9, hvor eSuperligaen sendes live hver mandag og tirsdag, har det været en succes. eSuperligaen har trukket over 80% flere seere til kanalen i sammenligning med samme tidspunkt sidste år. Hvad angår de yngste seere, specifikt de 3-19-årige, er der tale om over en 10-dobling i seertallet i denne målgruppe, i forhold til sidste år.
– De gode tal viser med al tydelighed, at vi så rigtigt, da vi valgte at kaste os over dette uprøvede format. eSuperligaen er kun i sin første sæson, men vi har allerede mærket, at spillerne, klubberne samt seerne derhjemme har taget turneringen til sig. Og det er dejligt at mærke, at den virkelig betyder noget for de involverede, siger Anders Antonsen, nordisk sportsdirektør hos Discovery og fortsætter:
– Spillerne og klubberne har virkelig leveret på højt niveau, og fansene har kvitteret. Derfor ønsker vi at bringe stemningen og begejstringen ud til endnu flere. Det får vi mulighed for i Forum, hvor vi håber at se rigtig mange fans på tilskuerpladserne.
Også hos Divisionsforeningen, er der begejstring for modtagelsen af eSuperligaen:
– Målet var at give danske FIFA-fans et brag af en eSuperliga. Superligaklubberne har taget udfordringen op og har leveret hold med tårnhøjt professionelt niveau blandet med nye talenter. Det har fans kvitteret for, og flere end vi har kunnet håbe på har fulgt eSuperligaen intenst. Det er vi meget glade for – og vi satser på et brag af en finale, siger Claus Thomsen, direktør for Divisionsforeningen.
eSuperliga-holdenes vej til finalen i Forum, kan følges hver mandag og tirsdag fra klokken 17 til 22 på Dplay og Canal 9. Lige nu er de 16 klubber i gang med grundspillet og kampen om at komme i top-8, så de dermed er sikret en plads i den store eSuperliga Playoff. Der dystes i EA SPORTS FIFA 19 Ultimate Team og turneringen er en del af The Official League Qualifying events i EA SPORTS FIFA 19 Global Series.
Om finalestævnet i Forum
• Finalestævnet bliver afviklet mandag den 17. december 2018. Dørene åbner kl. 14:00 og arrangementet slutter kl. 23:00.
• Billetter til finaleshowet koster ml. 150 – 300 kr. + gebyr og kan købes på esuperliga.dk/playoffs
• Til finalestævnet er der sikret masser af god FIFA – i alt 4 kvartfinaler, 2 seminfinaler og én grand final fra den største scene en FIFA-turnering nogensinde har set
• De otte klubber i slutspillet spiller om en samlet præmiepulje på 365.000 – den største nogensinde i en dansk FIFA-turnering.
• Vedr. presseakkreditering, kontakt venligst pressechef hos Discovery Networks Danmark, Lena Bøgild: 20432919 / lena_boegild@discovery.com

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo