
Fortjent sejr i test med fine lyspunkter: EfB vinder 2-0 over Aarhus Fremad
Esbjerg fB vandt lørdag 2-0 hjemme over Aarhus Fremad hjemme på Jens Peder Hansens Vej i opstartens anden træningskamp Patrick Tjørnelund og Martin Kruse stod for kampens scoringer.
Omkring 500 tilskuere havde fundet vej til træningsanlægget på Jens Peder Hansens Vej lørdag eftermiddag, hvor Esbjerg fB lagde yderligere på kampformen med en 2-0-sejr over Aarhus Fremad.
EfB havde svært ved at få tempo i boldomgangen før pausen, og gæsterne lykkedes i flere perioder med at gøre rummene små og holde holdet væk fra de farlige områder.
Lasse Vigen og Gustav Grubbe var placeret centralt på midtbanen, men afstandene frem mod Marcus Hansen og den øvrige offensiv blev til tider for store.
Det betød, at EfB ofte måtte begynde angrebene forfra, mens de afgørende afleveringer manglede både fart og præcision.
Aarhus Fremad havde også sine perioder på bolden, men uden for alvor at teste nytilkomne William Lykke i EfB-målet.
Dermed gik de to hold til pause uden scoringer.
Efter pausen kom EfB på banen med fornyet energi.
Samtidig fyldte Muamer Brajanac godt helt fremme efter sin indskiftning halvvejs.
Angriberen gjorde sig konstant spilbar, bandt gæsternes forsvar og skabte plads til holdkammeraterne omkring sig.
EfB så i det hele taget en anelse skarpere ud end i de første 45 minutter, og det blev fortjent honoreret godt midtvejs i anden halvleg.
Patrick Tjørnelund kom med frem og afsluttede et velspillet EfB-angreb ved at sende bolden i nettet til 1-0.
Scoringen gav yderligere luft under vingerne, og EfB fortsatte med at presse aarhusianerne tilbage.
Aarhus Fremad forsøgte at svare igen, men EfB stod solidt defensivt.
Lykke dirigerede sin bagkæde sikkert og kunne efter en forholdsvis rolig første kamp for EfB glæde sig over at spille til nul.
I kampens sidste minut blev sejren slået fast.
Martin Kruse dukkede op i den afgørende position og sendte bolden over stregen til slutresultatet 2-0.
Dermed sluttede EfB den første, fysisk krævende del af sommerens opstart med en sejr.
Første halvleg viste, at der fortsat er elementer, der skal finpudses, mens reaktionen efter giver lovning på en spændende 2026/2027-sæson.
Næste skridt bliver at få de gode perioder til at fylde endnu mere, når formen og startopstillingen skal tunes frem mod sæsonpremieren lørdag d. 25. juli kl. 15.00 på Blue Water Arena mod Kolding IF – et opgør du allerede nu kan købe billet til.
Resultat:
Esbjerg fB – Aarhus Fremad 2-0 (0-0)
Målscorere:
68′ 1-0 Patrick Tjørnelund
90′ 2-0 Martin Kruse
Startopstilling:
William Lykke
Emil Larsen
Anders Sønderskov
Jonathan Foss
Sander Strand
Mikail Maden
Gustav Grubbe
Lasse Vigen
Andreas Kristiansen
Lucas From
Marcus Hansen
Indskiftninger:
34′ Deniz Korkmaz (Mikail Maden)
46′ Patrick Tjørnelund (Emil Larsen)
46′ Gustav Bjerge (Anders Sønderskov)
46′ Anton Skipper (Jonathan Foss)
46′ Nicolai Blicher (Sander Strand)
46′ Breki Baldursson (Deniz Korkmaz)
46′ Benjamin Hvidt (Gustav Grubbe)
46′ Oskar Boesen (Lasse Vigen)
46′ John Kolawole (Andreas Kristiansen)
46′ Martin Kruse (Lucas From)
46′ Muamer Brajanac (Marcus Hansen)
60′ Benicio Pena (William Lykke)
- 


