Førstehold

Frederik Strømdahl Flaskager er ny mand i EfB-trøjen

19-årige Frederik Flaskager er ny spiller i Esbjerg fB, idet offensivspilleren har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2025. Han har senest spillet i Vejle BK.

Esbjerg fB tilføjer nyt blod til offensiven i form af Frederik Flaskager, der netop har signeret en et-årig kontrakt, og dermed bliver en del af førsteholdet den kommende sæson.

Flaskager kommer til fra Vejle BK, hvor han har spillet to førsteholdskampe og senest scoret 15 mål og sluttede som nummer tre på topscorerlisten i den netop afsluttede sæson i U19 Ligaen.

Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen sætter ord på, hvorfor det har været en prioritet at tilknytte Flaskager:

– Vi får i Frederik Flaskager en ung, frisk og dynamisk spiller med stort gåpåmod ind i truppen, og det glæder vi os til. Frederik har scoret rigtig mange mål på ungdomsniveau, hvilket har gjort ham interessant for andre klubber, men han har valgt EfB til, og det er vi glade for. Der ligger nu et arbejde i at udvikle hans spidskompetencer yderligere, og det tror vi på, vi kan i fællesskab, så Frederik bliver et vigtigt aktiv for os i den kommende sæson. Vi glæder os til at byde ham velkommen, når vi tager hul på opstartsperioden.

Hovedpersonen glæder sig over klubskiftet, og ser frem til at tørne ud i blåt og hvidt.

– EfB er jo en stor klub, og jeg har fået et rigtig godt indtryk af forholdene og ikke mindst trænerne. Jeg har haft gode snakke med ”Lungi” og Søren Pallesen, og ligesom jeg tror på klubben og projektet, så har jeg også en følelse af, at den tror på mig, så jeg glæder mig til at komme godt i gang med mine nye holdkammerater. Og så selvfølgelig også til at spille inde på Blue Water Arena foran fansene, siger Flaskager.

19-årige Frederik Flaskager, der bliver STX-student mandag, har første træningsdag med EfB tirsdag d. 2. juli.

Fakta:
Navn: Frederik Strømdahl Flaskager
Født: D. 29. januar 2005
Tidligere klubber: Kolding B, Kolding IF, Vejle BK

Næste Hjemmekamp
søndag d. 4. august - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo