Førstehold

Fremragende U17-udesejr mod FCM

Vestjyderne skulle onsdag aften forsøge at komme tilbage på sporet efter nederlag i de to seneste kampe, og det lykkedes holdet med, da de slog FCM 2-3 i en velspillet fodboldkamp. Andreas Troelsen var første mand på tavlen, inden hjemmeholdet udlignede til 1-1. I anden halvleg scorede Mads Zaar og Marcus Kristensen for EfB, hvilket var nok til at sikre sejren og de tre point.

Første halvleg startede da også glimrende for de gæstende esbjergensere, som skabte flere farlige chancer i kampens første 10 minutter og burde måske også være kommet på måltavlen. Der skulle dog gå hele 22 minutter, inden skarpheden var tilstrækkelig og føringsmålet en realitet.
Målet faldt efter et flot gennemspillet angreb, hvor EfB i en længere periode havde domineret kampen. Her modtog Patrick Tjørnelund, som netop har underskrevet sin første ungdomskontrakt, bolden i højre side, hvorefter han slog et indlæg ind mod bagerste stolpe. Her stod Andreas Troelsen fri og headede bolden sikkert i kassen.
Der skulle dog ikke gå mere end otte minutter, før målmand Nicolaj Vistisen måtte samle bolden op fra sit eget mål. Denne gang var det hjemmeholdet, der kom flot igennem i gæsternes venstre side og slog et indlæg ind i boksen til landsholdsaktuelle Doguhan Aral Simsir, der kunne udligne til stillingen 1-1, som også blev det resultat, som holdene måtte gå til pause med.
20 minutter inde i anden halvleg kom vestjyderne igen på tavlen. Denne gang var det den offensive topscorer, Mads Zaar, der fik bolden serveret i feltet efter et fremragende angreb fra Jerry Lucenas tropper. Det var Magnus Sandfeld, som stod for assisten til Mads Zaars ottende sæsonscoring, hvilket betyder, at sidstnævnte nu deler topscorerværdigheden med Mads Borchers.
Esbjergenserne fortsatte med at være spildominerende i anden halvleg, men alligevel var det FC Midtjylland, der formåede at score kampens fjerde scoring. En forsvarsfejl af Aske Thorsen førte til, at ulvene fik gang i en farlig omstilling, som de udnyttede og igen skabte balance i regnskabet til stillingen 2-2.
På scoringstavlen lignede det, at de to hold måtte gå fra banen med ét point hver, men Marcus Kristensen, lillebror til Superligaholdets Mathias Kristensen, ville det anderledes. Efter at have modtaget en diagonalaflevering, tog han et skarpt træk ind i banen og bragte sig selv i en gunstig position mod hjemmeholdets keeper. Her var han sikkerheden selv og sparkede bolden stille og roligt ind i modsatte hjørne til kampens resultat, 2-3.
– Jeg synes, at hele holdet skal have stor ros, for de viser fightervilje hele vejen igennem, så det var rigtig fedt at vinde i dag. En spiller som Marcus Hansen og Andreas Troelsen går dog ind og viser et ekstraordinært godt niveau i dag, som vi ikke hidtil har set dem præstere i sæsonen, så det var meget positivt, siger cheftræner Jerry Lucena efter den flotte udesejr på Ikast Stadion.


Resultat:
FCM U17 – EfB U17 2-3 (1-1)

Målscorere:
22’ 0-1 Andreas Troelsen
30’ 1-1 Doguhan Aral Simsir
65’ 1-2 Mads Zaar
69’ 2-2 Mads Kristian Hansen
76’ 2-3 Marcus Kristensen
Startopstilling:
1. Nicolai Vistisen
2. Patrick Tjørnelund
3. Aske Holm Thorsen
4. Tobias Kristrup Stagaard
6. Andreas Troelsen
7. Mads Zaar
8. Andreas Sejr Laursen
10. Marcus Hansen
18. Zean Peetz Dalügge
19. Magnus Ephrem Sandfeld
22. Denis Catovic
Indskiftninger:
61’ Marcus Kristensen (Magnus Ephrem Sandfeld)
82’ Rasmus Madsen (Zean Peetz Dalügge)
90’ René Holst Andersen (Mads Zaar)
Skribent: Martin Jørgensen

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 22. februar - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo