Førstehold

God anden halvleg sikrede EfB femte sejr på stribe

Den femte sejr på stribe i 1. division blev torsdag aften en realitet for Esbjerg fB, da holdet slog Kolding IF med 2-0 hjemme på Blue Water Arena.

Esbjerg fB leverede varen torsdag aften, da det blev til tre point mod Kolding IF på Blue Water Arena efter en 2-0-sejr. De tre point blev grundlagt i særligt anden halvleg, hvor begge mål også faldt. Joni Kauko og Yuriy Yakovenko scorede.
Indledningen på kampen var stille og rolig fra begge mandskabers side. Holdene skulle således bruge det første kvarters tid på at se hinanden an, inden der blev taget chancer.
Herefter tog gæsterne fra Kolding teten i kampen, og med godt angrebsspil og hurtige pasninger blev EfB-defensiven udfordret nogle gange.
Oftest var anfører Rodolph Austin dog på plads, inden det blev rigtig kritisk, og med sin vanlige fight og forudseenhed agerede jamaicaneren oprydder.
Efter 22 minutters spil faldt kampens første store scoringsmulighed, da en Kolding-spiller fra feltkanten fik trykket af mod det lange hjørne.
Mads Kikkenborg i EfB-målet var dog på plads, og fik flot pareret bolden ud til siden.
To minutter senere lykkedes det også EfB at skabe en god mulighed, da Zean Dalügge blev sendt i dybden.
Alene igennem med målmanden forsøgte den 17-årige angriber med en flad afslutning, men bolden blev reddet.
De to muligheder – en i hver ende – blev mod forventning ikke indledningen til et festfyrværkeri af en fodboldkamp.
Tværtimod blev de to hold endnu mere låste, og der blev så absolut ikke skabt yderligere i første halvleg.
Cheftræner Olafur Kristjansson benyttede pausen til at foretage et skift, da Mathias Kristensen blev sendt på banen fra anden halvlegs start i stedet for Dalügge.
Det sendte Pyry Soiri helt frem, mens Kristensen gik ind på kanten.
EfB-holdet så nu bedre ud end i de første 45 minutter, og der var da heller ikke spillet mere end ni minutter før det blev 1-0.
Daniel Anyembe var gået med frem i et overlap, og backen modtog på baglinjen bolden.
Med en kølig pasning lagde han den skråt tilbage i banen til Nicklas Strunck, som med hælen fik den dirigeret ind tæt under mål.
Her dukkede Joni Kauko op, og med en hård afslutning fik han nettet til at blafre.
Med en føring i ryggen overlod EfB kortvarigt initiativet til østjyderne uden, at det dog blev farligt.
Forsvaret og Kikkenborg på stregen tog sig sikkert af det, der kom.
Med små 20 minutter tilbage blev Yuriy Yakovenko sendt på banen til fordel for en hårdt arbejdende Soiri.
Ukraineren skulle ikke bruge ret lang tid på banen før, han reelt afgjorde spændingen om udfaldet.
Yakovenko steg således til vejrs på et flot indlæg af Strunck, og fra sin position omkring straffesparkspletten pandede han flot bolden i det lange hjørne til 2-0.
Herefter kunne man frygte et pres i slutningen af kampen fra Kolding, men det udeblev, og derfor kunne EfB efter slutfløjt juble over endnu tre point til kontoen efter den femte sejr på stribe.
Næste kamp for EfB er onsdag i Hjørring, hvor Vendsyssel FF venter.


Resultat:
Esbjerg fB – Kolding IF 2-0 (0-0)
Målscorere:
54′ 1-0 Joni Kauko
74′ 2-0 Yuriy Yakovenko
Startopstilling:
30 Mads Kikkenborg
40 Daniel Anyembe
8 Rodolph Austin
4 Viktor Tranberg
13 Clinton Antwi
3 Simon Bækgård
6 Lasha Parunashvili
7 Joni Kauko
11 Pyry Soiri
19 Nicklas Strunck
45 Zean Dalügge
Indskiftninger:
46′ Mathias Kristensen (Zean Dalügge)
71′ Yuriy Yakovenko (Pyry Soiri)
81′ Jeppe Brinch (Rodolph Austin)

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 6. april - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo