
Højeste antal af abonnementskort i 10 år: Stor opbakning til EfB
Flere end 1.800 Esbjerg fB-fans har et abonnementskort til Blue Water Arena, hvilket er det højeste antal siden 2015/2016-sæsonen.
Esbjerg fB har rundet 1.800 solgte abonnementskort til Blue Water Arena, og dermed har flere fans end på noget andet tidspunkt de seneste 10 år sikret sig adgang til hjemmekampene til en fast, lav månedlig pris.
Det flotte tal vidner om en stor interesse for EfB og en stor opbakning til klubben, hvor flere og flere vælger at blive en fast del af fællesskabet på Gl. Vardevej gennem et abonnementskort.
Billet- og abonnementskort-ansvarlige Esben Svane glæder sig over den positive udvikling og stigende interesse:
– Vi oplever, at der hele tiden kommer nye fans til med abonnementskort, og det er vi naturligvis rigtig glade for. Det er en fleksibel og god løsning, som fansene i den grad har taget til sig, fordi den gør det nemt at være fast gæst på stadion. Udover en fast plads til en lav, månedlig pris følger der også en række fordele med, som gør det utrolig attraktivt at have et abonnementskort.
– Det handler i høj grad om at gøre det så nemt som muligt at være en del af EfB. Når man har abonnementskort, er man sikret sin plads til hjemmekampene, og man bliver en fast del af den opbakning, som betyder så meget for spillerne og for hele klubben.
Adm. direktør Allan L. Agerholm ser det høje antal abonnementskort som et vigtigt udtryk for den positive udvikling omkring klubben:
– Vi er meget glade for den store opbakning, og det betyder meget for os, at så mange fans vælger at bakke fast op om EfB. Det er glædeligt, at vi nu rammer det højeste antal abonnementskort på Blue Water Arena i 10 år, og det vidner om, at interessen for klubben er stor.
– Det motiverer os endnu mere til at forbedre oplevelsen på stadion yderligere. Vi gør os umage for hele tiden at skabe bedre oplevelser både på og uden for banen, og når fansene viser os den tillid, så skal vi naturligvis også gøre alt, hvad vi kan for at kvittere for den. Vi har netop leveret en flot sæson, og nu glæder vi os allerede til den næste, der begynder efter sommerferien.
Du kan med fordel allerede nu sikre dig din adgang til sæsonen 2026/2027 – med dit abonnementskort følger også en række yderligere fordele såsom rabat på drikkevarer, invitationer til eksklusive arrangementer og meget mere.


