Førstehold

Hvidovre nedlagde EfB

Esbjerg fB måtte fredag se sig slået hjemme på Blue Water Arena med 1-2 af Hvidovre IF i NordicBet Ligaen trods et tidligt føringsmål.

Det lykkedes ikke Esbjerg fB i sjette forsøg i NordicBet Ligaen at hjemtage sæsonens første sejr, idet holdet på eget græs på Blue Water Arena fredag aften tabte til et klogt og skarpt Hvidovre IF-mandskab med 1-2. Elias Sørensen gav ellers EfB en drømmestart med sin 1-0-scoring efter 12 minutter, men det rakte ikke.

Kampen åbnede helt lige med en masse dueller og nærkampe midt på banen, inden gæsterne tog den spillemæssige tete og med et højt pres tvang EfB langt tilbage i banen.

Første store chance tilfaldt dog alligevel de blå-hvide efter seks minutters spil, da Denis Catovic på fremragende vis brød en bold ved midterlinjen.

Herfra drev den unge back bolden hurtigt frem, og han spillede den videre med rette timing til Nicklas Strunck, der tog en tæmning og lavede et indlæg.

Elias Sørensen modtog den, og lagde flot af til Mads Larsen, der resolut bankede mod mål, men desværre måtte se forsøget gå over.

Anderledes skarphed var der over foretagendet kort tid efter, da Sørensen gjorde det til 1-0.

Angriberen lå på lur i det lille felt, og skulle således blot dirigere det flade indlæg af Larsen i nettet.

Optakten til målet kom i øvrigt via flot forarbejde i modsatte side af banen, hvor Rudi Pache og Matthew Wolfe kvikt spillede hinanden gode, og gjorde plads til at true Hvidovre.

Udeholdet lod sig dog ikke ryste af scoringen imod, og allerede i det 18. spilleminut lykkedes det at udligne til 1-1, da et tidligt indlæg fik lov at svæve ind i feltet til en angriber, der med et godt og præcist hovedstød udplacerede chanceløse Jeppe Højbjerg.

Værre blev det for EfB efter 25 minutter, da Hvidovre endnu engang kom på scoringstavlen.

Sjællænderne spillede sig med hurtige pasninger fri i EfB’s venstre-side, hvilket efterlod tid og plads i den bagerste del af feltet til en knastør afslutning, der blev hamret i nettet til 2-1.

Holdet lod sig dog ikke slå ud, og fortsatte med at klø på, hvilket kastede flere muligheder af sig.

Der blev dog ikke scoret yderligere inden pausen, og EfB kunne derfor gå i omklædningsrummet nede med en.

Cheftræner Roland Vrabec valgte fra anden halvlegs start at foretage en dobbeltindskiftning for at skabe forbedrede muligheder i begge ender af banen med Yuriy Yakovenko og Viktor Tranberg.

Ukraineren skabte med sin fysik et pres på Hvidovre-defensiven med det samme, og han gik ind i alle nærkampene med fuld styrke, hvilket skabte plads til holdkammeraterne.

Hvidovre pakkede sig dog ingenlunde ned i forsøget på at fedte de tre point, men spillede derimod frem ad banen i jagten på en tredje scoring.

10 minutter inde var det da også tæt på at blive 3-1, da en modstander fik rigeligt rum tæt under mål til at heade en bold afsted, men Højbjerg på stregen var på plads.

Med en god halv time igen blev Dino Halilovic skiftet på banen til sin debut, og den unge kroat gik straks ind og vandt et par nærkampe til stor glæde for de 1.924 tilskuere.

Som tiden skred frem udviklede kampbilledet sig mere og mere til et regulært EfB-overtag, og Hvidovre blev trykket langt tilbage på banen.

Et kvarter før tid blev også Andri Bjarnason og Charlie Winfield sendt i aktion for at jagte den pointgivende scoring.

Og netop Bjarnason var bagmanden til en god chance lige efter sin entre, da islændingen fik headet en bold ind i feltet efter hjørnespark som efter lidt klumpspil lå til rette for Larsen.

Midtbanespillere tordnede til bolden fra tæt hold, men måtte til stor ærgrelse for hovedparten af de fremmødte se den gå en meters penge over.

Tættere på kom EfB ikke på point, og holdet er fortsat uden sejr i rækken efter seks runder.

EfB spiller igen fredag kl. 19.00 på udebane, når Nykøbing FC tager imod.


Resultat:
Esbjerg fB – Hvidovre IF 1-2 (1-2)

Målscorere:
12′ 1-0 Elias Sørensen
18′ 1-1 Tobias Thomsen
25′ 1-2 Frederik Carlsen

Startopstilling:
16 Jeppe Højbjerg
38 Rudi Pache
30 Con Ouzounidis
17 Kevin Conboy
13 Denis Catovic
40 Matthew Wolfe
6 Lasha Parunashvili
19 Nicklas Strunck
14 Patrick Schmidt
8 Mads Larsen
7 Elias Sørensen

Indskiftninger:
46′ Viktor Tranberg (Denis Catovic)
46′ Yuriy Yakovenko (Patrick Schmidt)
56′ Dino Halilovic (Lasha Parunashvili)
76′ Andri Bjarnason (Elias Sørensen)
76′ Charlie Winfield (Rudi Pache)

Tilskuertal:
1.924

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo