I medvind og modvind #1: Stefan Meng Tamstrup

Frem mod forårspremieren sætter vi fokus på en række fans af Esbjerg fB, der hver især gemmer på unikke anekdoter og minder gennem tilhørsforholdet.

I første afsnit i artikel-serien I medvind og modvind har vi talt med Stefan Meng Tamstrup, der er i flere end 25 år har fulgt Esbjerg fB på både hjemme- og udebane. Han deler her nogle af sine oplevelser med EfB og beskriver, hvad det har betydet og fortsat betyder.

Hvornår begyndte du at følge EfB?

Det gjorde jeg helt nøjagtigt d. 14. juni 1998, da jeg var 12 år. Det er svært at forstå for folk i dag, men dengang var EfB nærmest udslettet. Esbjerg var lig med ishockey, og byen og byerne i og omkring holdt med Ikast, Vejle, AGF eller selvfølgelig Brøndby. Min nu afdøde far holdt med Vejle. Han forsøgte at hverve mig, og det var i perioden med Thomas Gravesen og. co., så det var svært at stå imod. Brøndby-sympatien er jeg flov over at indrømme, men som barn af EM-triumfen i 1992, der var Brøndby stedet, hvor min barndomshelt, Kim Vilfort, spillede. Men det blev alligevel EfB, for jeg havde læst en artikel om Rudi Strittich i Tipsbladet, som vækkede min interesse for EfB. Så denne junidag havde jeg lokket min mor til at køre mig fra Tistrup til Esbjerg, så vi kunne se EfB mod Køge. Jeg husker det, som var det i går. Vi sad på den gamle hovedtribune, og Morten Dalby, med kasketten omvendt på, og hans håndfuld Blue Sharks-venner stod og forsøgte at skabe stemning, men det var også denne dag op ad bakke. Jerry Lucenas forældre serverede lunken sodavand under tribunen. 460 tilskuere havde denne dag fundet vej til stadion, hvor EfB faktisk spillede en god kamp og vandt med 2-0. Min første helt, Iddi Alkhag, scorede det sidste mål. Fra denne dag var der kun EfB for mig, og jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på det. Jeg købte i øvrigt et halstørklæde af en anden fan under kampen, da merchandise dengang var en sjældenhed, og det halstørklæde har siden da præget mine værelser uanset, hvor jeg har boet.

Har du nogle ritualer eller traditioner før en kamp, som du holder dig til?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en autismediagnose, så jeg har nærmest ikke andet end ritualer og traditioner. Jeg hører derfor altid Blå Sol Over Esbjerg, når jeg vågner på en kampdag. Dernæst er der en vigtig proces med at vælge det rigtige halstørklæde. Jeg har tre forskellige, jeg har kørt med i mange år. De vælges alt efter vigtigheden af kampen. Ét af dem er kun på, når vi død og pine skal vinde eller skal fejre, som oprykningen i Middelfart, hvor det sidst var på. På stadion har jeg haft det samme sæde på Tage Sørensen-tribunen, siden den blev indviet, og jeg skifter aldrig plads. Derudover kunne jeg nævne mindst 10 andre ting, som hører til en kamp.

Er der ét særligt moment som EfB-fan, der står som dit favoritminde?

Jeg ved godt, at det er kedeligt og åbenlyst, men pokalsejren i 2013 bliver aldrig slået for mig. Undskyld til mine børn og min kone, men d. 9 maj 2013 er den største dag i mit liv, og det er det sidste, jeg håber at tænke på, når jeg lukker øjnene for sidste gang. Jeg var i selskab med dejlige venner og familie, EfB-endetribunen, hvor jeg stod, var proppet med tusindvis af fans, og drømmen over dem alle gik i opfyldelse, da EfB vandt pokalen. Turen hjem var naturligvis også magisk, og min ven, Torben, der var blevet godt beruset, sang Europapokal på repeat. I Esbjerg mødte vi spillerne, og jeg fik blandt andet en ordentlig krammer af Jess Thorup. Må jeg nævne et par boblere på mindesiden, så er det især udebaneturen til Saint-Etienne. Det var lidt som en drøm, man hele tiden regnede med at vågne fra. Og i samme boldgade skal udflugten til Firenze og mødet med mægtige Fiorentina også nævnes.

Hvornår begyndte du at rejse med på udebane?

D. 5. august 2000 var min første udebanetur, og vi mødte FC Aarhus på Riisvangen i Aarhus. Jeg var 14 år. Det var et dejligt vejr og en kæmpe oplevelse at rejse med bus, se en masse andre EfB-fans og opleve stemningen både i bussen og på stadion. Jess Thorup var skadet, så han stod i en periode med os fans. Det betød noget for mig, for jeg var stor fan af den høje fynbo. Derfra har der været mange udebaneture. Jeg har talt sammen til, at jeg siden år 2000 har set EfB flere end 300 gange på udebane.  

Hvad er det, der gør det specielt for dig at rejse med på udebane for at se EfB?

Naturligvis sammenholdet og stemningen. Jeg tror, der er noget urinstinkt over, at man rejser ud sammen og kæmper for sejren. Men derudover oplevelser. Tænk, hvad jeg har lært om Danmark ved at følge EfB. Tænk, hvad jeg har mødt af mennesker. Jeg er virkelig blevet antropologisk stimuleret ved at følge EfB. Og så får man nogle sjove og anderledes oplevelser engang imellem, og jeg er nødt til at dele en sjov anekdote, da vi holdt tissepause på vej til en udebanetur på Sjælland i starten af 00’erne. Jeg gik ind på motorvejstoilettet, og der kom en mand ind og stillede sig ved siden af mig. Han var popsanger, havde en stor mund og hed Kim Larsen.

Med opture følger også nedture, men hvad er det omkring EfB, der gør, at du holder ved?

Jeg kan ikke lade være. Selvom det ofte giver smerte og nedture, så er der intet, som i intet, der for mig slår en stor “away day”, hvor jeg er i godt selskab, får øl og EfB vinder. Det er indbegrebet af lykke for mig. Og selv de smertefulde nederlag giver en form for samhørighed og noget at stå sammen om. I forlængelse med omtalen af mine fodboldvenner, så vil jeg tage fat i en sidste grund til, at jeg holder ved EfB, for grunden er netop de venner og bekendte, som jeg deler EfB med. Især min kære ven Troels, som jeg ser alle hjemmekampe med. Min søster og min nevø er også faste følgesvende, lige som Troels’ far er blevet det, og så kender jeg og har mødt mange spændende mennesker, som jeg nyder at hilse på til kampene. Lad mig i den forbindelse sende en hyldest til “Landsholds-Torben”, Torben Sørensen, som var min faste makker til udekampene. Torben var noget ældre end mig, men vi to udviklede alligevel et venskab i og omkring EfB. Han døde desværre i 2022, kun 55 år gammel, så nu følger jeg EfB for os begge. Æret være Torbens minde.

Hvad betyder EfB og fællesskabet i dit liv?

Det har været et holdepunkt og et frirum i over 25 år. Jeg har haft et broget liv med megen sygdom og modgang. Men når man mødes på stadion og ser EfB, så forsvinder alle problemer. Det eneste, der betyder noget, er at være sammen med andre og heppe EfB til sejr. Jeg har desuden altid haft svært ved at møde nye mennesker, men jeg har mødt og talt med så ufatteligt mange på grund af EfB. Det har også givet mig selvtillid, som jeg af og til har manglet, at folk eksempelvis har rost mine kommentarer om EfB. Jeg kan ikke andet end sige, at jeg er taknemmelig for at være en del af EfB-fællesskabet, og skal jeg svinge mig op på den store klinge, så har klubben været med til at redde mit liv.

Hvordan vil du beskrive dit tilhørsforhold til EfB overfor en, der aldrig har oplevet det?

Det har jeg overraskende svært ved. Jeg har nu siddet nogle minutter og forsøgt, men hvordan beskriver man en følelse? Men skal jeg sætte ord på, så vil jeg bruge følgende: Gode minder, lykke, venskab, oplevelser, passion, håb og sidst, men ikke mindst, kærlighed. Jeg kan ikke sige det bedre. Grundlæggende ved jeg jo godt, at det er irrationelt at føle noget, fordi 11 mand i blåt og hvidt forsøger at sparke en oppustet kugle ind i et net, men det, vi, der holder med EfB, har sammen, er så meget mere end 90 minutter om søndagen – selvom en sejr jo altid luner.