Klub

I medvind og modvind #2: Christoffer Holdensen

D. 29. januar 2025

Frem mod forårspremieren sætter vi fokus på en række fans af Esbjerg fB, der hver især gemmer på unikke anekdoter og minder gennem tilhørsforholdet.

I andet afsnit i artikel-serien I medvind og modvind har vi talt med Christoffer Holdensen, der sætter stemningen på stadion som manden med megafonen og siden han var dreng har fulgt Esbjerg fB på både hjemme- og udebane. Han deler her nogle af sine oplevelser med EfB og beskriver, hvad det har betydet og fortsat betyder.

Foto: MigogEsbjerg

Hvornår begyndte du at følge EfB?

Jeg er blevet indoktrineret fra barnsben til, at det er EfB, man følger og holder med. Der er ikke en skelsættende kamp eller et minde, der gør, at jeg holder med EfB. Den første kamp, jeg kan huske fra stadion, er dog speciel for mig. Det var mod FCK i 2004, hvor jeg stod på den dengang nyindviede C-tribune med blå og hvid maling i ansigtet og selvfølgelig med nummer fire malet på kinderne for min yndlingsspiller dengang var Tommy Bechmann. Jeg husker tydeligt stemningen og suset fra tribunerne, hvilket gjorde, at jeg fik lyst til at komme igen og igen.

Har du nogle ritualer eller traditioner før en kamp, som du holder dig til?

Jeg har faktisk ingen ritualer eller traditioner før en kamp. Det eneste ritual, jeg har, er, at jeg altid gør mit bedste for at komme på stadion til alle kampe, uanset om vi spiller på udebane eller hjemme på Gl. Vardevej.

Er der ét særligt moment som EfB-fan, der står som dit favoritminde?

Jeg har utroligt mange gode minder, hvilket gør det svært at udpege ét favoritminde. At opleve EfB vinde pokalfinalen i Parken med hele Esbjerg i ryggen var stort. De efterfølgende europæiske aftener på både hjemme- og udebane er også noget jeg aldrig glemmer og er glad for at have oplevet. Sæsonen, hvor vi vandt bronzemedaljer i 2018/2019, var også fyldt med vanvittige resultater på banen, sjove udebaneture og en fornyet positiv stemning omkring klubben. Oprykningskampene mod Silkeborg i 2017 står også klart for mig, som den nok største følelsesmæssige rutsjebanetur, der heldigvis endte i ren eufori. Den igangværende sæson vil jeg heller ikke glemme. Specielt med oplevelserne på tribunen hvor fanscenen har leveret de flotteste og største tifoer nogensinde og klubbens 100 år lange historie er blevet fejret.

Hvornår begyndte du at rejse med på udebane?

Jeg begyndte for alvor at rejse med på udebane, da jeg var 15-16 år gammel. Det foregik både med bus, tog eller bil, hvis man var så heldig at skaffe et lift af en ældre EfB-fan med kørekort.

Hvad er det, der gør det specielt for dig at rejse med på udebane for at se EfB?

Det er svært for mig at sætte ord på, og jeg synes, man skylder sig den oplevelse at tage med på så mange udebaneture som muligt. Der er noget specielt ved at komme til “fjendens hule” og forsøge at bære holdet frem visuelt og vokalt. Derudover er der også skabt ufatteligt mange minder og venskaber på disse ture, mens det samtidig giver en mulighed for at møde gamle venner og andre eksil-esbjergensere.

Med opture følger også nedture, men hvad er det omkring EfB, der gør, at du holder ved?

Da jeg var yngre, var den største drøm at trække den blå-hvide trøje over hovedet og spille på et fyldt stadion. Når evnerne ikke rakte så langt, var det naturlige skridt at være med til at skabe stemning således, at børn også i fremtiden får den samme drøm, som jeg havde. I min korte levetid har vi oplevet både storhed og forfald. Det tror jeg har været med til at gøre fællesskabet omkring EfB så stærkt. Dem, der er blevet ved med at komme på stadion, og har stået last og brast i hårde tider, har opbygget et fantastisk stærkt fællesskab, som jeg ikke vil være foruden.

Hvad betyder EfB og fællesskabet i dit liv?

EfB har efterhånden været et fast ståsted for mig i mange år. Det er et frirum i en til tider travl hverdag, hvor man kan lægge bekymringerne væk og være i nuet. Samtidig giver det også noget at se frem til uge efter uge. Derudover har det givet venskaber, som jeg nyder godt af uden for kampdagene.