Herrer

Jakob Ankersen takker af efter 221 førsteholdskampe i EfB

Esbjerg fB og Jakob Ankersen er efter gensidig forståelse blevet enige om at stoppe samarbejdet et halvt år før oprindeligt kontraktudløb, og offensivspilleren kan dermed se tilbage på en flot karriere i blåt og hvidt med imponerende 221 førsteholdskampe.

Når Esbjerg fB mandag påbegynder træningen efter vinterpausen, er det uden et velkendt ansigt i form af Jakob Ankersen, der nu takker af i blåt og hvidt, idet parterne er blevet enige om at ophæve den kontrakt, som oprindeligt stod til udløb til juni.

Ankersen, der kan se tilbage på hele tre ophold i EfB, fik sin debut i 2010, og var sidenhen med til blandt andet at vinde pokalturneringen i 2013 og senere samme år sikre kvalifikation til Europa League-gruppespillet.

Sportschef Sebastian Brydegaard takker da også Ankersen på klubbens vegne for en flot karriere i EfB:

– Jakob Ankersen har en unik historik med EfB, hvor han formåede at tage skridtet fra akademi til førstehold og derfra videre til udlandet for siden at vende retur, og 221 kampe for den samme klub er efterhånden et særsyn i moderne fodbold, så det er anerkendelsesværdigt.

– I vinterpausen har vi haft nogle ærlige og gode snakke, og i fællesskab er vi nået frem til, at tiden er rigtig til at stoppe samarbejdet nu på en ordentlig og respektfuld måde. Vi ønsker derfor Jakob alt det bedste fremover, og håber selvfølgelig at se ham på Blue Water Arena som tilskuer i fremtiden.

For 35-årige Ankersen, der 47 gange har noteret sig som målscorer i EfB, er der gode minder at tænke tilbage på efter mange år på Gl. Vardevej.

– Da jeg som helt lille begyndte at spille fodbold i EfB, havde jeg ikke turde drømme om, jeg mange år senere skulle have fået så mange gode oplevelser og minder, så det siger selv, at klubben betyder meget for mig.

– Når jeg kigger tilbage på min samlede tid i EfB, er jeg derfor stolt af det, jeg har været med til at opnå med særligt 2013 som et minderigt år.

– Nu er tiden så kommet for at sige pænt farvel og tak, hvilket alle parter er blevet enige om, og i den forbindelse ønsker jeg klubben og fansene held og lykke fremover, fortæller Jakob Ankersen.

Ankersen fik dermed sat et værdigt punktum på sin EfB-karriere, da han i december 2025 mod F.C. København spillede sin sidste kamp foran hele 13.205 tilskuere på Blue Water Arena.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 28. februar - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo