Førstehold

Jammerbugt fældede EfB

Det gav ikke point til Esbjerg fB søndag på udebane i NordicBet Ligaen, da holdet tabte med 0-1 til Jammerbugt FC.

Muligheden for at tage den tredje sejr på stribe for Esbjerg fB i NordicBet Ligaen blev forspildt søndag eftermiddag, da holdet på udebane mod Jammerbugt FC tabte med 0-1. Nordjyderne scorede kampens enlige mål efter et kvarter, mens Mads Larsen i den anden ende misbrugte et straffespark i anden halvleg.

Opgøret åbnede med et lille overtag til EfB, der lykkedes med at skubbe Jammerbugt tilbage i banen, men det kampforløb holdt ikke ret længe.

Nordjyderne fik nemlig hurtigt skubbet sig frem og etableret nogle angreb med dertilhørende hjørnespark på EfB’s banehalvdel.

Værterne formåede med bid i tacklingerne at kyse defensiven, og målmand Jeppe Højbjerg måtte flere gange i indledningen agere vigtig sidstemand.

Trods dette var det EfB der alligevel skabte kampens første chance, da Elias Sørensen kom til afslutning på et godt oplæg af Charlie Winfield efter 10 minutter.

Angriberen blev dog chikaneret i skudøjeblikket på kanten af det lille felt, og Jammerbugt-målmanden kunne derfor let samle op.

Fem minutter senere faldt første scoring så, og det var hjemmeholdet, der kunne juble.

En bold blev sendt ind i feltet, hvor en angriber tog den til sig, tæmmede og resolut sparkede mod mål.

Højbjerg på stregen var chanceløs, og kunne blot se til, at bolden gik i nettet.

Målet imod gjorde noget ved EfB, der nu pludselig fik bedre fat om kampen i takt med, at holdet skulle frem på banen.

Det kastede et par fine angrebssekvenser af sig, og tættest på en udligning var Lasha Parunashvili, da han efter en god halv time trykkede af fra distancen.

Bolden havde direkte kurs mod det fjerneste målhjørne, men en fantastisk redning af målmanden gjorde, at der ikke blev scoret yderligere før pausen.

Cheftræner Roland Vrabec foretog fra anden halvlegs start tre indskiftninger, idet Leonel Montano, Steven Simpson og Matthew Wolfe blev sendt på græs.

Ændringerne var medvirkende til, at EfB kom susende ud, og tvang Jammerbugt helt tilbage i eget felt.

Presset resulterede i en masse boldbesiddelse omkring feltet uden, at det dog gav de helt åbenlyse målchancer til en start.

Montano var tættest på, da han blev spillet fri i feltet, men hans afslutning gik forbi nærmeste målhjørne.

Efter 67 minutter var det Simpson, der markerede sig, da han kom først på en nedfaldsbold i feltet.

Angriberen blev væltet i samme ombæring, og dommeren pegede resolut på straffesparkspletten.

Mads Larsen tog bolden til sig, og placerede den tilpas yderligt for målmanden, men han måtte til stor ærgrelse se stolpen tage fra, og dermed udeblev 1-1-udligningen.

Om det var det missede forsøg fra 11 meter eller den defensive tilgang fra Jammerbugt, der nu satte sig i hovederne på EfB-spillerne vides ikke, men holdet formåede ikke at fastholde trykket på nordjyderne, og derfor gik minutterne et efter et.

I de døende sekunder var det da også tættere på 2-0 end 1-1, da Jammerbugt forsøgte at lukrere på omstillinger, men der faldt ikke flere mål, og derfor tabte EfB med 0-1.

EfB spiller på hjemmebane i næste runde, når HB Køge gæster Blue Water Arena mandag d. 4. oktober kl. 19.00.

>> Køb billet til EfB – HB Køge


Resultat:
Jammerbugt FC – Esbjerg fB 1-0 (1-0)

Målscorere:
15′ 1-0 Sead Gavranovic

Startopstilling:
16 Jeppe Højbjerg
4 Viktor Tranberg
12 Seid Korac
30 Con Ouzounidis
5 Dino Halilovic
37 Charlie Winfield
6 Lasha Parunashvili
19 Nicklas Strunck
8 Mads Larsen
11 Emil Holten
7 Elias Sørensen

Indskiftninger:
46′ Leonel Montano (Elias Sørensen)
46′ Steven Simpson (Emil Holten)
46′ Matthew Wolfe (Dino Halilovic)
59′ Patrick Schmidt (Lasha Parunashvili)
76′ Malthe Kristensen (Seid Korac)

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 6. april - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo