Førstehold

Kontrakt til ung EfB-spiller

Esbjerg fB har skrevet kontrakt med Nicolai Blicher, der på sin 15-års fødselsdag har signeret en aftale frem til udgangen af 2023.

Nicolai Blicher har på dagen, hvor han fylder 15 år, underskrevet en aftale med Esbjerg fB, der gælder frem til udgangen af 2023.

Den venstrebenede defensivspiller, der har en fortid i samarbejdsklubben Hjerting IF, spiller på akademiets U15-hold, hvor han med sit gode blik for spillet er med til at stoppe modstandernes angreb.

Akademichef Lars Vind er glad for aftalen med Blicher, som han glæder sig til at følge fremover.

– Nicolai Blicher er en rigtig dygtig fodboldspiller med en god mentalitet samt et godt overblik og en fart over middel, som giver ham nogle gode kompetencer på banen. Samtidig er Nicolai stærk med bolden, hvor han formår at gøre sine holdkammerater bedre med skarpe pasninger. Vi har sammen lagt en god plan for, hvordan udviklingen skal fortsætte i de kommende år, og ser derfor frem til at følge ham nøje, siger han.

Hovedpersonen er stolt over sin første aftale.

– Det er en stor ting for mig at underskrive en kontrakt med EfB. Jeg har det godt i klubben med mine holdkammerater og trænere, så det er perfekt, og jeg glæder mig til at udvikle mig yderligere i de kommende år, siger Nicolai Blicher.

Blicher går til dagligt i 8. klasse på Vitaskolen i Esbjerg.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 23. februar - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo