Førstehold

Kristjansson: Ingen lette kampe

Esbjerg fB skal søndag eftermiddag en tur øst på, når holdet gæster FC Fredericia. Cheftræner Olafur Kristjansson forudser en svær kamp, hvor det bliver afgørende for EfB at bygge videre på de gode takter fra særligt første halvleg mod Vendsyssel FF.

Forårssæsonen er i gang i 1. division, og søndag skal Esbjerg fB atter i ilden efter forårspremieren hjemme mod Vendsyssel FF på Blue Water Arena. EfB skal således møde FC Fredericia på udebane.

Ifølge cheftræner Olafur Kristjansson venter endnu en svær kamp, og han mener, EfB skal finde ind i takterne fra særligt første halvleg mod Vendsyssel. 

– Jeg har sagt mange gange både internt og eksternt, at der ingen nemme kampe er i 1. division, og det så vi så sent som i lørdags, da vi sparkede turneringen i gang igen. Selvom vi gjorde rigtig mange ting godt, så lykkedes vi ikke med at vinde, og det scenarie opstår naturligt i fodbold for alle hold med jævne mellemrum.

– Så er det, man skal holde fokus på det, som der kan gøres noget ved. Holde fokus på os selv og ikke på hvordan omgivelserne er, og hvad de fortæller. Som jeg sagde, så gjorde vi specielt i de første 45 minutter mod Vendsyssel mange ting godt, og det skal vi bygge videre på allerede søndag, for det er grundlaget for, at vi kan tage hjem til Esbjerg med tre point.

– Vores udtryk var godt, og vi kom frem til det antal muligheder, vi skulle, men vi manglede lige det sidste held og den afgørende skarphed, men sådan er det i fodbold nogle gange. Hvis man tror, at EfB vil vinde alle kampe, så skal man tro om, men det ændrer ikke ved, at vi har ambitioner om at vinde alle kampe, og det er vores mål søndag, selvom vi ved, det bliver en helt tæt kamp til det sidste, fortæller han.

Han beretter om en god træningsuge på anlægget, og mærker samtidig en revanchelyst blandt spillerne.

– Spillerne var skuffede i lørdags efter slutfløjt, og det er forståeligt, selvom man skal huske på, at vi trods alt tog et point og er inde i en stime med ni kampe i streg som ubesejrede. De hang dog ikke ret længe med hovederne, for allerede dagen efter var der masser af energi igen på træningsbanen, og der er en stor sult for at komme tilbage på sejrssporet og opnå den gode følelse tre point giver.

– Vi er et rigtig godt sted, hvor både stemningen og attituden er god, men det er sådan i fodbold, at man bliver målt på resultaterne, og det pres lever vi fint med. Det er altid den næste kamp, der er i fokus, og den der afslører, hvor man reelt står, siger Kristjansson.

EfB besejrede med godt spil Fredericia med 3-1 i efteråret, og Kristjansson håber at finde tilbage til samme, høje niveau.

– Vi skal møde et rigtig godt fodboldhold, som har en tydelig spillestil med mange dygtige spillere. Da vi mødtes sidste år, leverede vi en af sæsonens bedste præstationer, og det niveau sigter vi efter at ramme igen, for så øges chancen for et godt resultat yderligere. Vi skal derfor være kyniske foran deres mål, når mulighederne opstår, for det bliver de små ting, der afgør kampen.

– Vores indgangsvinkel til det her forår er, at vi skal jagte. Vi går benhårdt efter en af de to topplaceringer, og det har været fokus fra første kamp, og jeg forventer at se den gejst, der skal til, fra spillerne søndag, slutter han.

Der er kampstart kl. 14.00 søndag, og kamptruppen udtages efter lørdagens afsluttende træning.

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo