Førstehold

Kristjansson spår tæt kamp mod Silkeborg

Lørdag eftermiddag er der dømt topbrag i 1. division på Blue Water Arena, når Esbjerg fB tager imod Silkeborg IF. Cheftræner Olafur Kristjansson tænker forud for kampen ikke på de forskellige scenarier, men holder fokus på opgaven.

Esbjerg fB løber lørdag kl. 14.00 ind på Blue Water Arena til en spændende topkamp mod Silkeborg IF, hvor der står vigtige point på spil i topstriden. Blot et skiller de to hold ad i toppen af 1. division på anden- og tredjepladsen.

Cheftræner Olafur Kristjansson kigger frem mod opgøret, som han forudser bliver tæt.

– Der er ingen tvivl om, at det bliver jævnbyrdigt mellem to gode hold, hvor det endnu engang bliver små marginaler og modet til at opsøge dem, som kan være udslagsgivende. Rækken er tæt, og det kræver koldblodighed i de afgørende situationer, hvis man skal opnå tre point.

– Jeg har italesat overfor spillerne, at der givetvis kommer perioder i kampen, hvor tingene ikke går vores vej. Det er så her, man som spiller skal respektere de grundlæggende elementer i fodbold. At man har et ansvar for at være dedikeret til opgaven og arbejde hårdt i holdets tjeneste, som vi formåede i Fredericia i mandags, da det ikke fungerede, som vi ønskede, siger han.

Selvom en eventuel sejrherre i lørdagens møde vil få en umiddelbar fordel tabelmæssigt på den korte bane, så er det ikke noget, der fylder alverden hos islændingen.

– Nej, det gør det ikke. Mit budskab til omgivelserne er, at intet afgøres på lørdag eller i runden efter, for der er stadig masser af point at spille om. Vi er i en jagende position nu, og vi kender vigtigheden af hver enkel kamp, og sådan har det været siden sæsonstart. Vi vil vinde på lørdag mod Silkeborg, og det er egentligt det, der er vores fokus, fortæller Kristjansson.

EfB tabte i seneste møde med silkeborgenserne på hjemmebane med 1-2 i en kamp, hvor gæsterne særligt i første halvleg styrede begivenhederne. Kristjansson vil undgå et lignende scenarie:

– Som jeg har sagt før, så er Silkeborg et rigtig godt hold. Vi skal derfor være påpasselige i defensiven og stå kompakt, for hvis vi blotter os, så har de en evne til at slå til og straffe det.

– Det oplevede vi mod dem sidst, hvor det i for meget af tiden kom til at foregå på præmisser, vi ikke selv var herre over. Først til sidst fik vi lagt det tryk, der skulle til, men tiden løb fra os, og vi fik ikke et brugbar resultat.

– Vi skal ikke have et identisk kampbillede lørdag, og vi er opsatte på at levere et andet udtryk fra første minut, og vi tror på, at vi i fællesskab kan arbejde os til den sejr, der er målet, slutter han.

Kamptruppen udtages efter fredagens træning.

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo