Førstehold

“Lungi” fortsætter som cheftræner i EfB

Lars “Lungi” Sørensen er også cheftræner i Esbjerg fB efter sommer, idet parterne er blevet enige om en kontraktforlængelse frem til sommeren 2026.

54-årige Lars ”Lungi” Sørensen vil også stå i spidsen for Esbjerg fB som cheftræner efter indeværende sæson, idet han har underskrevet en ny kontrakt, der løber til sommeren 2026.

For Jens Hammer Sørensen, adm. direktør i EfB, har det været af høj prioritet at få fremtiden på plads med ”Lungi” som cheftræner:

– Lars ”Lungi” Sørensen har leveret et fantastisk godt stykke arbejde med vores unge, talentfulde trup i dagligdagen og formået at flytte tankerne og idéerne fra træningsbanen med ind i kampene. De resultater vi har set i EfB siden ”Lungi” kom til, taler sit eget sprog, og den medvind han med sit koncept og sin ro har skabt er ganske enkelt imponerende. Vi er meget tilfredse med at have forlænget aftalen, og ser det her som et vigtigt skridt i den rigtige retning for EfB.

Hovedpersonen fortæller, at miljøet på og omkring holdet samt potentialet i truppen har vægtet i høj i beslutningen om at underskrive en ny kontrakt.

– Jeg har gentagende gange sagt, at jeg befinder mig godt i EfB, fordi jeg har en god stab omkring mig og en rigtig talentfuld og lærevillig trup at arbejde med og med det in mente så har jeg selvfølgelig været meget interesseret i at fortsætte.

– Set i det lys er jeg også meget nysgerrig på, hvad vi kan udrette sammen i fællesskab. Vi har et altoverskyggende mål med forårssæsonen, og det er at lykkes med en oprykning til sommer, og det er vores eneste fokus de næste måneder. Men jeg er samtidig ambitiøs på egne og klubbens vegne, og tror naturligvis også på, vi over de næste år kan bringe EfB videre i positiv retning, og den udvikling glæder jeg mig til at være en del af, siger Lars ”Lungi” Sørensen.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 12. maj - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo