Kampreferat

Målrig affære i Roskilde ender uafgjort

Esbjerg fB spillede overordnet set en god kamp lørdag på udebane mod FC Roskilde, og var også foran med 3-2 i anden halvleg, men måtte alligevel tage til takke med et point, idet opgøret sluttede 3-3. Andreas Lausen scorede en, mens Mathias Jørgensen lavede to.

På trods af en udmærket præstation af Esbjerg fB lørdag eftermiddag ude mod FC Roskilde, måtte holdet for første gang i sæsonen gå fra banen med et enkelt point, da holdene spillede 3-3. Mathias Jørgensen gav ellers EfB en 3-2-føring i anden halvleg.

EfB kom egentligt fint fra land, og fik skabt er hurtigt overtal på værternes banehalvdel.

Hjemmeholdet kæmpede sig dog hurtigt ind i kampen, og efter blot syv minutters spil lykkedes det også at score til 1-0.

EfB-defensiven var for inkonsekvente i forsvarsspillet, hvilket Roskilde udnyttede til at spille hurtigt omkring og komme til afslutning fra kanten af det lille felt.

Her fik en modstander lov til at skyde, og via fjerneste stolpe gik bolden i nettet.

Begge hold angreb lystigt, når muligheden bød sig, og der var chancer til både 2-0 og 1-1, inden der var spillet 25 minutter.

Først afdriblede Roskilde-offensiven EfB i en situation, hvor en helhjertet blokering af Andreas Troelsen i eget felt kom i vejen for en sjællandsk tomåls-føring.

Og kort efter afsluttede Emil Holten fladt fra feltkanten efter godt forarbejde af Elias Sørensen, men begge måtte de se stolpen tage fra.

Kampens andet mål tilfaldt EfB, og det var ikke ufortjent.

Holten var trukket ud i banen på en dybdebold, som han lagde af til Mathias Jørgensen, der sendte den retur i feltet.

Her dumpede den til sidst ned foran feltet, hvor Andreas Lausen fik tid og plads til at afslutte resolut, og det gjorde han effektivt ved at score til 1-1 med et godt spark.

Efter udligningen faldt EfB tilbage i banen, hvilket hjemmeholdet effektivt udnyttede til at angribe.

Det gjorde Roskilde godt, og inden for et par minutter lykkedes det at skabe flere store chancer.

Godt fem minutter før pausen brugte Con Ouzounidis ulovlige metoder i feltet til at forhindre en Roskilde-spiller i at nå frem på et indlæg, og dommeren pegede med det samme på straffesparkspletten.

Herfra blev der eksekveret sikkert i den modsatte side af, hvad Lukas Jonsson havde valgt.

EfB viste dog stærk karakter, og svarede hurtigt igen.

Sørensen modtog bolden i feltet foran Roskilde-målmanden med ryggen mod mål, og med en fiks hælaflevering skråt tilbage i feltet fandt han Jørgensen.

Han kom blæsende ind i bolden, og med et hårdt spark kunne han let udplacere målmanden og score til 2-2.

Der kom ikke flere end de fire scoringer i den hæsblæsende første halvleg, og holdene kunne derfor gå i omklædningsrummene og holde pause.

EfB kom godt ud til anden halvleg, og der var blot spillet et par minutter før, holdet kunne bringe sig foran med 3-2.

Leonel Montano havde taget et godt løb i sin venstre side, og sendte et godt, fladt indlæg ind i feltet.

Bolden fik lov at passere tværs igennem, så Jørgensen kunne samle den op i det bagerste område.

Han huggede fra spids vinkel bolden mod mål på sin førsteberøring, og det var nok til, at den ved hjælp af målmanden gik i nettet.

Herefter overtog Roskilde en del af initiativet uden, at det dog blev farligere end nogle indlæg og et enkelt hjørnespark.

I det 62. spilleminut blev Nicklas Strunck skiftet ind med fornyet energi centralt på banen.

Han var kort efter tæt på at blive oplægger til Sørensen, der fra sin position midt i feltet fik afsluttet, men dog måtte se sin afslutning blive blokeret.

Efter 68 minutter faldt så kampens sidste scoring, og det var ikke ufortjent, at det var Roskildes tur til at juble.

Et indlæg blev sendt over i højre side af feltet, hvor en Roskilde-spiller med en fiks kropsfinte kunne skabe sig tid og plads til sikkert at udplacere Jonsson i EfB-målet og udligne til 3-3.

Marcus Hansen blev også skiftet ind, og han var med til at lægge et tungt pres på Roskilde mod slutningen af kampen.

To minutter før tid var Lausen tæt på at fordoble sin scoringstotal, da han afsluttede med venstrebenet med kurs mod målhjørnet, men Roskilde-målmanden kom flot op og fik viftet ud over baglinjen.

Holten skulle også få muligheden for at afgøre det hele til EfB’s fordel, men angriberen sparkede over fra to meters afstand i en situation, hvor indskiftede Hansen med stor ihærdighed havde fået lagt bolden til rette i feltet.

Til trods for overtaget og jagten på alle tre point, så blev der fløjtet af efter 96 minutters spil og 3-3-resultatet stod.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 4. august - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo