Kampreferat

Mange meter i benene og gode takter: EfB deler med Vejle

Esbjerg fB leverede et stærkt comeback i sommerens første træningskamp, da holdet spillede 3-3 mod Vejle BK hjemme. Efter at have været bagud 0-2 vendte EfB opgøret til en 3-2-føring på mål af Lucas From, John Kolawole og Marcus Hansen, inden gæsterne udlignede kort før tid.

Lørdag eftermiddag blev der for Esbjerg fB’s vedkommende sat et punktum på en hård, første træningsuge frem mod sæsonstart, da holdet hjemme på Jens Peder Hansens Vej tog imod Vejle BK i et velspillet og tempofyldt opgør, der sluttede 3-3. Alle EfB’s scoringer faldt efter pausen, hvor det lykkedes at vende 0-2 til en 3-2-føring.

Cheftræner Sancheev Manoharan gav spilletid til en lang række spillere, som alle fik værdifulde minutter og meter i benene under de varme forhold på træningsanlægget, hvor den bagende sommersol gjorde, at der blev indlagt drikkepauser i begge halvlege.

For EfB-fansene bød opgøret samtidig på et gensyn med Kasper Kristensen, der denne sommer har skiftet de blå-hvide farver ud med Vejle, og som vogtede gæsternes mål gennem hele kampen.

Det var gæsterne, der kom bedst fra start og satte sig på spillet i kampens indledning.

EfB arbejdede sig dog gradvist bedre ind i opgøret, men efter godt en halv time bragte Vejle sig foran, da en løs bold efter et hjørnespark blev sendt i nettet fra tæt hold.

Kort før pausen kom EfB tættere på en udligning.

Først blev Muamer Brajanac sat op til en afslutning, som dog blev reddet.

Dermed kunne Vejle gå til pause foran 1-0 efter en første halvleg, hvor gæsterne havde haft det spillemæssige overtag.

Efter pausen blev der skiftet flittigt hos begge mandskaber, og anden halvleg udviklede sig hurtigt til en langt mere åben affære.

Kort inde i anden halvleg øgede gæsterne til 2-0, men EfB lod sig ikke slå ud.

Tværtimod overtog hjemmeholdet mere og mere initiativ, fik sat tempo på boldomgangen og begyndte at skabe chancer.

Belønningen kom efter knap en time.

Lucas From erobrede bolden i en omstilling, drev selv frem og afsluttede sikkert langs jorden til 1-2.

Målet gav ny energi til EfB, som fortsatte med at lægge tryk på gæsterne.

Med godt et kvarter tilbage faldt udligningen, da et hovedstødsforsøg først blev reddet, inden John Kolawole reagerede hurtigst på returbolden og hamrede den op i nettaget.

Momentum var nu helt på EfB’s side, og ti minutter før tid fuldendte hjemmeholdet comebacket.

Marcus Hansen trak ind fra højrekanten og sendte med et flot langskud bolden i nettet til 3-2.

Slutminutterne blev dramatiske.

Begge hold havde muligheder for flere scoringer, og kort før tid lykkedes det gæsterne at udligne til 3-3.

Selv om sejren glippede til sidst, kunne EfB tage flere positive ting med fra opgøret.

Reaktionen efter pausen, det offensive udtryk og evnen til at vende et 0-2-efterslæb mod en stærk modstander gav gode perspektiver, samtidig med at en stor del af truppen fik værdifuld spilletid i sommerens første træningskamp ovenpå en hård uge.

Mikail Maden, Peter Bjur og Noah Strandby var ikke til rådighed til kampen.


Resultat:
Esbjerg fB – Vejle BK 3-3 (0-1)

Målscorere:
30′. 0-1 Tobias Bach
50′ 0-2 Mike Vestergård
57′ 1-2 Lucas From
73′ 2-2 John Kolawole
80′ 3-2 Marcus Hansen
90′ 3-3 Bismark Edjeodji

Startopstilling:
Benicio Pena
Patrick Tjørnelund
Anders Sønderskov
Jonathan Foss
Nicolai Blicher
Deniz Korkmaz
Breki Baldursson
Benjamin Hvidt
Andreas Kristiansen
Martin Kruse
Muamer Brajanac

Indskiftninger:
30′ August Termansen (Deniz Korkmaz)
46′ Emil Larsen (Patrick Tjørnelund)
46′ Anton Skipper (Anders Sønderskov)
46′ Jacob Jensen (Jonathan Foss)
46′ Sander Strand (Nicolai Blicher)
46′ Emin Cehobasic (August Termansen)
46′ Gustav Grubbe (Breki Baldursson)
46′ Lasse Vigen (Benjamin Hvidt)
46′ John Kolawole (Andreas Kristiansen)
46′ Lucas From (Martin Kruse)
46′ Marcus Hansen (Muamer Brajanac)
65′ Rasmus Vilhelmsen (Emin Cehobasic)

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 25. juli - kl. 15.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo