Partner

McDonald’s rykker ind i kvindefodbolden: Bliver hovedpartner for Esbjerg fB’s kvinde- og pigehold

Esbjerg fB skriver sammen med McDonald’s Esbjerg endnu et kapitel til historien, idet den populære restaurantkæde bliver hovedpartner for klubbens førstehold i B-Ligaen samt alle akademihold i rækkerne U13-U19.

McDonald’s Esbjerg er ny hovedpartner for Esbjerg fB på kvinde- og pigesiden med et stort tre-årigt partnerskab, der omfatter førsteholdet i B-Liga samt alle akademihold fra U13 til U19, og spillerne vil fremover bære det ikoniske, gule logo på fronten af trøjerne.

Aftalen betyder bedre rammer og højere ambitioner samtidig med, den understøtter arbejdet om at gøre EfB til et fyrtårn for pige- og kvindefodbolden.

Kristian Kamp, chef for EfB Elite Kvinder & Akademi, er begejstret for aftalen, og byder McDonald’s Esbjerg velkommen:

– Vi vil udvikle fodbolden for piger og kvinder i Sydvestjylland og i EfB, og vi vil gøre det med hårdt arbejde, kvalitet og et langsigtet perspektiv. McDonald’s Esbjerg er en partner, der både deler vores værdier og vores vilje til at skabe resultater. Sammen serverer vi ikke bare gode fodboldoplevelser, men også muligheder for uddannelse, udvikling og fællesskab – der er meget mere på menuen end burgere og pommes frites, og vi er derfor rigtig, rigtig glade for det nye samarbejde med McDonald’s Esbjerg.

Salgschef Lone Marie Jessen supplerer:

– McDonald’s er et stærkt, internationalt brand, og vi ser det i EfB som en blåstempling af vores projekt, at vi nu udvider vores mangeårige samarbejde til også at omfatte kvinde- og pigefodbolden. Aftalen er en vigtig løftestang i vores kommercielle strategi, hvor vi i stigende grad fremover kommer til at se partneraftaler som gensidige investeringer med dokumenteret eksponering og effekt til gavn for både EfB og McDonald’s Esbjerg.

Michael John Kristiansen, franchisetager McDonald’s Esbjerg, supplerer:

– Vi er stolte af at stå skulder ved skulder med EfB i arbejdet for at styrke kvinde- og pigefodbolden i hele området. Det handler om mere end blot et sponsorat, for vi vil gerne aktivt bidrage til at være med til at give unge piger og kvinder de bedste forudsætninger for at lykkes som både spillere og mennesker. Vi er derfor glade for det nye samarbejde, som vi også ser kommercielle muligheder i, og kan ikke vente med for alvor at tage hul på det.

Aftalen løber frem til 2028, og er endnu et bevis på, at kvindefodbolden er i rivende udvikling, og med McDonald’s Esbjerg som hovedspartner er fundamentet styrket yderligere i arbejdet med at skabe en bæredygtig talentudvikling, stærke resultater og en kultur, hvor drømme kan blive til virkelighed.

Næste Hjemmekamp
tirsdag d. 19. august - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo