Mikail Maden tager to år mere i EfB
Esbjerg fB og midtbanespiller Mikail Maden er blevet enige om at forlænge samarbejdet således, at parterne nu har papir på hinanden de kommende to sæsoner.
22-årige Mikail Maden har netop sat sin signatur på en ny aftale med Esbjerg fB, der rækker to år ind i fremtiden og dermed holder ham på Blue Water Arena frem til sommeren 2026.
Maden skrev i februar under på en kontrakt med EfB for resten af sæsonen, og på baggrund af gode præstationer i forårssæsonen, hvor det er blevet til 15 kampe og to mål, forlænges den altså nu yderligere.
Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen roser Maden for sin indstilling, og er tilfreds med at have ham med ombord i fremtiden:
– Mikail Maden har i den relativt korte periode, han har været i EfB, bevist sit værd i både dagligdagen og i weekenderne. Udover at være en dygtig fodboldspiller, der arbejder i holdets tjeneste og giver et godt flow i spillet, så har Mikail også en god mentalitet både på og uden for banen, hvor han er meget professionel. Det har været vigtigt for os at beholde ham i truppen, og vi ser frem til det fortsatte samarbejde.
For Maden var det ikke et svært valg at fortsætte karrieren i blåt og hvidt, fortæller han:
– Jeg er vældig glad for at have underskrevet en to-årig aftale med EfB. Alle i og omkring klubben har været støttende og motiverende for mig, siden jeg kom til, så det var en let beslutning. Nu venter der en utrolig spændende sæson på den anden side af sommerferien, og jeg glæder mig vanvittigt meget til at tage hul på den.